Cannabis-olie på recept.
Det er der flere hospicer, som er begyndt at give deres patienter.
For det kan virke både smertestillende, kvalmedæmpende og appetitstimulerende, lyder det.
- De får flere kræfter til at komme igennem hverdagen, og de får et overskud, som de ikke havde før, fortæller Preben Olsen, der er ledende overlæge på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg.
Det er et af de danske hospicer, der gennem det seneste års tid er begyndt at udskrive cannabis-olie til nogle patienter.
Der er i alt 20 hospicer i Danmark. Fem af dem har udskrevet cannabisolier og kapsler med cannabisekstrakt til nogle af deres patienter, og på to andre overvejer man at gå i gang med at udskrive produkterne.
Det viser en rundspørge, som DR Nyheder har lavet til landets hospicer.
Mange patienter køber det illegalt
En af grundene til, at flere hospicer udskriver cannabisprodukterne, er, at deres patienter i forvejen selv skaffer det på det på ulovlig vis, lyder det.
- Jeg vil gerne give dem den rene vare, siger Preben Olsen.
- Så har jeg også helt styr på, hvad de får, og i hvilke doser de tager det, så der ikke er problemer i forhold til den øvrige medicin, jeg udskriver, fortsætter han og understreger, at det ikke er alle hans patienter, der oplever, at cannabisolien virker.
Han forklarer, at han generelt møder flere og flere patienter, der på ulovlig vis skaffer cannabis - blandt andet i form af olier - på egen hånd.
- Det bliver mere og mere udbredt, for flere læser om det eller hører om det. Næsten alle patienter her har enten prøvet det eller overvejet at prøve det, siger Preben Olsen.
- Der kan gå lang tid, før de fortæller mig, at de tager cannabis. For mange er lidt flove over det, tilføjer han.
Og han er ikke den eneste hospicelæge, der oplever, at patienterne selv skaffer cannabis til medicinsk brug. Størstedelen - nemlig 14 af de 20 hospicer - svarer i rundspørgen ja til, at nogle af deres patienter bruger cannabis, som de har skaffet uden om en læge.
Cannabis fremstillet på dansk apotek
Men gennem det seneste halvandet år har det været muligt for danske læger at udskrive helt lovlige cannabisolier og kapsler med naturlig cannabis til deres patienter.
Produkterne bliver fremstillet på Glostrup Apotek vest for København, der er det eneste apotek i Danmark, som fremstiller cannabisprodukter.
Medicinen kommer fra cannabis-planter, der bliver dyrket i østrigske drivhuse. I Tyskland bliver planten forarbejdet, og de virksomme stoffer bliver trukket ud af planten her. Ekstraktet køber apoteket så, forarbejder det og laver både kapsler og olier af det.
Det er den medicin, som de fem hospicer udskriver.
- Tilbagemeldingerne fra patienterne er blandt andet, at de mærker færre smerter, og de bliver kvalmefri i mange tilfælde, siger Preben Olsen, der har udskrevet cannabisolie til omkring 20 patienter.
Hvordan kan du være sikker på, at det er cannabismedicinen, der hjælper?
- Det kan jeg heller ikke, og troen flytter bjerge. Men jeg må tro på den enkelte patient, når de fortæller mig, at de har en positiv effekt af det.
Forening anbefaler ikke at udskrive cannabis-olien
Hos Dansk Selskab for Palliativ Medicin, der blandt andet er hospicelægernes forening, anbefaler man ikke lægerne at udskrive cannabisprodukterne fra Glostrup Apotek.
- Jeg kan ikke forstå, at de (lægerne red.) tør, siger Bodil Abild Jespersen, der er formand for foreningen.
Hun henviser til, at den enkelte læge har det fulde ansvar, når han eller hun udskriver cannabisolierne. For Lægemiddelstyrelsen har ikke godkendt cannabisprodukterne fra Glostrup Apotek.
- Cannabisolie er ikke et godkendt lægemiddel i Danmark, fordi der mangler dokumentation for, at det har en god og gavnlig virkning i forhold til patienterne, siger hun.
Men på Diakonissestiftelsens Hospice er Preben Olsen ikke bekymret.
- Vi gør det under kontrollerede forhold, siger han, men medgiver, at Bodil Abild Jespersen har ret i, at der mangler skudsikre forskningsmæssige beviser for effekten.
- Det er principielt også rigtigt, at der ikke er evidens for det, men jeg vil samtidig sige, at jeg gerne vil være mine patienters største ambassadør og tro på deres erfaringer. Det har jeg intet problem med.
CANNABIS SOM MEDICIN
- •
Det er ikke ulovligt for apotekere og farmaceuter at fremstille cannabis-medicin.
- •
I halvandet år har Glostrup Apotek som det eneste danske apotek produceret cannabis-olier og tabletter.
- •
Alle læger i Danmark kan udskrive medicinen.
- •
Men cannabis-medicinen, der bliver fremstillet på apoteket, er ikke godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
- •
Pga. begrænset dokumentation vil Lægemiddelstyrelsen ikke anbefale lægerne at udskrive medicinen.
- •
Sygesikringen giver kun i meget få tilfælde tilskud til medicinen. Den koster cirka 2000 kroner for en flaske cbd på 30 ml eller thc på 10 ml. Til terminalt syge hospicepatienter bliver udgifterne dækket.
- •
Et flertal i Folketinget har stemt for en forsøgsordning med den rå cannabisplante. Efter planen starter forsøget op i januar 2018. Kilde: Lægemiddelstyrelsen og Glostrup Apotek