Et barn har dårligere chancer for at overleve et kræftforløb, hvis barnets forældre er skilt, er lavtuddannede, eller hvis barnet har søskende.
Det viser en ny undersøgelse, som Rigshospitalet og Kræftens Bekæmpelse står bag.
Derfor har børnekræftafdelingen på Rigshospitalet nu ansat særlige sygeplejersker, som skal hjælpe familier i risikogruppen gennem de ofte meget omfattende behandlingsforløb.
- De her dårlige overlevelsesrater tager vi meget alvorligt, så vi har ansat navigatorsygeplejersker, der kan hjælpe de her familier, siger professor og overlæge på Rigshospitalets børnekræftafdeling Kjeld Schmiegelow.
Hvert år dør cirka 30 børn af kræft i Danmark, men hvis man kunne udligne den forskel, der skyldes børnenes sociale baggrund, ville tre til fem af de børn ikke dø, konkluderer forskerne bag undersøgelsen.
- Behandlingen af et barn med kræft er uoverskueligt kompleks, og familierne kan have svært at orientere sig i det, forklarer Kjeld Schmiegelow.
Men navigatorsygeplejerskerne er ikke det eneste redskab til at komme uligheden i overlevelsen hos kræftramte børn til livs, mener han.
Det kræver også yderligere forskning i, hvorfor lige netop de børn med søskende, lavtuddannede eller skilte forældre har større risiko for at dø af deres sygdom.
- Vi skal også grave dybere ned i årsagerne. Vi skal blandt andet se, om det skyldes, at de er blevet forsinket i deres diagnoseforløb, og om de har gået for lang tid derhjemme, siger Kjeld Schmiegelow.
Undersøgelsen er baseret på alle de 3.797 børn fra 0 til 18 år, der fik konstateret kræft i perioden 1990 til 2009.
I aften kan du se mere om ulighed i sundhed, når DR1 sender sidste program i serien "En syg forskel". Det er klokken 20.45.