Den danske Sundhedsstyrelse får massiv kritik i en ny undersøgelse.
Hele 57 forskellige punkter opremses i rapporten, som er bestilt af Sundhedsministeriet og udarbejdet af et hold internationale eksperter.
- Det kan være rigtig alvorligt, at der er så store problemer.
- Får man ikke fat i de læger, der gør det dårligt, kan det have fatale konsekvenser for patienterne, siger Torben Mogensen, der er vicedirektør på Hvidovre Hospital.
Fejl får lov at fortsætte
Det er nemlig især kommunikationen, der halter i Sundhedsstyrelsen. Det betyder, at man har set flere sager, hvor talrige klager over den samme læge gik ubemærket hen og dermed fik overmedicinering og fejlbehandling lov til at fortsætte.
- Vi har haft en helt baglæns tilstand, hvor medierne bringer sager op, mens Sundhedsstyelsen halter bagefter. Man skal have fat i de sager, inden det kommer for langt, siger Torben Mogensen, der ikke er i tvivl om, hvor ansvaret ligger.
- Det er ledelsen i Sundhedstyrelsen, der har ansvaret og det er dem, der skal rette op på det. Ledelsen skal gå forrest, hvis man skal have den nødvendige kulturændring.
Skal samarbejde bedre
Torben Mogensen mener, at Sundhedsstyrelsen har isoleret sig selv og har været alt for dårlig til at samarbejde.
- Sundhedsstyrelsen er afhængig af indberetninger for at kunne føre tilsyn, så det er altafgørende, at omgivelserne har tillid til, at der handles på det, når der gives besked til styrelsen, siger han.
Desuden er det vigtigt, at styrelsen generelt bliver bedre til at kommunikere og samarbejde - både med sig selv og med andre.
- Der er behov for at få en anden tilgang til det, så man bliver en del af det omgivende samfund. Sundhedsstyrelsen er dybt afhængig af at kunne se et mønster i klagesagerne, fastslår Torben Mogensen.