Hoteller og Tivoli jubler over ændrede regler: 'Der er blevet lyttet til os'

Både Tivoli og hotelkæden Scandic glæder sig over regeringens nye holdning til overnattende turister i København.

De ellers tomme hotelværelser i København og på Frederiksberg kan nu blive indtaget af både tyske, norske og islandske turister. (Foto: MARIA HEDEGAARD © Scanpix)

Tyske, norske og islandske turister kan nu se frem til storbyferie i København og Frederiksberg.

Og det er en beslutning, som vækker begejstring:

- Det er jo en glædens dag, lyder det fra Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, da

DR
fanger ham.

For 14 dage siden var meldingen fra regeringen nemlig noget anderledes: Turisterne måtte gerne holde ferie i Danmark, men ikke overnatte i hovedstaden.

'Der er blevet lyttet til os'

Regeringens nye holdning til, at tyske, norske og islandske turister nu kan overnatte i København og på Frederiksberg falder på et tørt sted, lyder det fra Lars Liebst:

- Vi kan måske stadig lige nå at redde en lille bitte smule af sommerturismen i København, og så lad os håbe på, at det sender et godt signal til folk om, at de skal komme til Danmark, siger han og fortsætter:

- Så vores

reaktion
i dag kan ikke være andet end glæde. Der er blevet lyttet til os, der har været utilfredse med, at turister ikke måtte overnatte i København.

Også hos hotelkæden Scandic er glæden stor.

For de tre hoteller, der ellers skulle have holdt dørene lukkede for udenlandske turister, kan nu byde dem indenfor.

- Det var jo både glædeligt og skønt, siger administrerende direktør Søren Faerber.

- Det betyder jo, at vi får flere gæster på vores hoteller og kan kalde flere af vores hjemsendte medarbejdere tilbage på arbejde.

Fortsat fyringer?

Den ellers gode nyhed for hotellerne kommer i kølvandet på, at det i går kom det frem, at op mod 440 ansatte i Tivoli kunne se frem til en fyreseddel.

Den ellers velbesøgte forlystelesespark forventede nemlig et

underskud
på op mod 100 millioner kroner som resultat af det markant lavere antal udenlandske gæster.

Men med regeringens nye holdning til overnattende turister i hovedstaden åbner muligheden for flere udenlandske gæster i Tivolis forlystelser.

Alligevel er Tivolis administrerende direktør

tilbageholdende
med at tage eventuelle glæder på forskud:

- Vi tager fat i det glædelige budskab i dag og fokuserer ikke på gårsdagens triste nyhed – og så må vi se, hvilken betydning dagens melding kommer til at få for os, siger Lars Liebst.

Facebook
Twitter