Hov, mister din kommune millioner? Se, hvad det kan koste dig i ekstra skat

Flere kommuner vil sætte skatten op, hvis de mister flere millioner i udligning. Se, om din skat kan stige eller falde.

Fremover skal rige kommuner betale endnu mere til de fattigere.

Ihvertfald hvis det står til regeringen, som vil flytte 1,4 milliarder kroner fra især velstillede kommuner i Nordsjælland og hovedstaden til blandt andet kommuner i

provinsen
og yderområder.

Målet er at sikre, at der ikke er for store forskelle mellem kommunerne i Danmark.

Når der flyttes milliarder rundt mellem kommunerne, kan det få direkte betydning for din pengepung.

De kommuner, som mister penge, får nemlig lov til at hæve kommuneskatten. På den måde har de stadig lige så mange penge til folkeskoler,

daginstitutioner
, ældre og andre kommunale opgaver som i dag.

Omvendt får kommuner, som får flere penge, råd til bedre velfærd eller måske

skattelettelser
.

Men hvor meget kan din skat stige eller måske falde?

Det har

DR
regnet på ud fra de Kommunale Nøgletal og tal fra Social og Indenrigsministeriet.

Borgere i Gentofte, Rudersdal og Hørsholm kan få de største skattestigninger på lidt mere end en

procentpoint
.

Det kan ske, hvis

reformen
bliver vedtaget, og byrådene vælger udelukkende at hæve kommuneskatten for at få dækket de millioner, som de mister.

Omvendt vil Odsherred, Kalundborg, Vordingborg, Guldborgsund og Langeland få flest penge af

reformen
, der kan bruges til velfærd eller at sænke
skatten
med små halvanden
procentpoint
.

I Hørsholm kan borgmester Morten Slotved (K) allerede nu garantere sine borgere, at de skal betale mere i skat, hvis regeringens

udspil
bliver til virkelighed.

- Der er ingen tvivl om, at

skatten
vil stige. Man kan ikke spare så mange penge på et kommunalt budget. Det er helt absurde tal, siger han om de 70 millioner kroner, som Hørsholm skal spare.

Heller ikke i København kan overborgmester Frank Jensen (S) love sine borgere, at en skattestigning kan undgås.

- Det må ikke gå ud over servicen, og kan vi undgå, at det fører til skattestigninger, vil jeg helst det, men det kræver selvfølgeligt, at vi fortsætter og udvikler København på en sund og god måde – også gennem effektiviseringer, siger overborgmesteren.

Den østjyske kommune Odder kan også se frem til at skulle bidrage med mere til udligningssystemet.

Borgmester Uffe Jensen (V) havde ellers håbet, at kommunen stod til at få en hjælpende hånd, men sådan gik det ikke.

- Nu kigger vi ind i et minus på over 10 millioner kroner, som jo skal findes. Servicen er allerede skåret rigtigt meget igennem flere år, så skattestigninger er absolut noget af det, vi kigger ind i. Jeg er dybt skuffet over det her, siger han.

Velfærd kommer før skattelettelser

Det er det helt typiske mønster, at kommuner hellere hæver

skatten
, end skærer i
velfærden
, når de skal finde millioner på
budgettet
.

Omvendt er

tendensen
, at kommuner, der får flere penge, hellere bruger dem på velfærd end sætter
skatten
ned.

Det forklarer senioranalytiker Marie Kjærgaard fra

VIVE
, Det Nationale Forksningscenter for Velfærd, som har forsket i, hvordan kommuner reagerer, når økonomien ændres.

- Borgerne er generelt mere utilfredse med, at servicen bliver sænket, end at

skatten
stiger. Hvis kommunen sparer på
daginstitutioner
eller ældre, rammer det specifikke grupper. Det er mere usynligt, hvis
skatten
bliver hævet med et mindre beløb for den enkelte, siger hun.

Guldborgsund ønsker bedre service

Guldborgsund Kommune står til at modtage godt 131 millioner kroner ekstra. Det er penge, som falder på et tørt sted, fortæller borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten).

- Vi har nogle tunge enkeltsager og en borgersammensætning, som også kræver rigtigt mange penge, siger han.

Borgmesteren er glad for, at der tegner sig til at være flere millioner på vej til kommunen. Det kan betyde, at Guldborgsund kan hæve servicen, så den nærmer sig gennemsnittet i Danmark.

Det kan også komme på tale at sænke

skatten
.

- Vi ligger i den øvre ende på vores skatteprocent på 26,3 procent, men vi ligger jo altså også generelt i den nedre ende i forhold til serviceniveau. Så det er en politisk drøftelse, vi skal have, siger han.

Sådan gjorde vi:

  • Her kan du se, hvordan DR har lavet regnestykket om, hvordan skatten kan ændres. For en god ordens skyld, gør vi opmærksom på, at der er tale om et skøn for at illustrere, hvad konsekvenserne ved en ny udligning kan blive.

  • I de Kommunale Nøgletal kan man se, hvad hver indbygger i gennemsnit betaler i kommuneskat. Sidste år betalte hver borger i København 42.204 kroner i gennemsnit.

  • Københavns Kommune, som bruges i regneeksemplet, havde sidste år 623.404 indbyggere. Indbyggertallet ganges med, hvad de i gennemsnit betaler i kommuneskat. Resultatet er, at København sidste år fik 26,31 milliarder kroner hjem i kommuneskat (42.204 X 623.404).

  • Sidste år var kommuneskatten i København 23,8 procent. Det vil sige, at et procentpoint kommuneskat svarer til 1,1 mia. kroner i kommuneskat (26,31 mia. / 23,8).

  • Fremover kommer Københavns Kommune ifølge Social- og Indenrigsministeriet til at aflevere 544 mio. kroner kroner mere til andre kommuner.

  • Hvis kommunen vælger at hæve skatten, skal de hæve den med cirka 0,5 procentpoint for at få pengene hjem, som kommunen mister i udligning. (544 mio./ 1,1 mia.)

  • DR har lavet beregningerne for at vise, hvordan borgernes økonomi kan blive påvirket ved reformen, men beregningerne er usikre. For det første er reformen ikke vedtaget i Folketinget, men et udspil.

  • For det andet kan en kommune, der mister millioner af kroner også vælge at spare i stedet for at sætte skatten op. Byrådet kan også vælge at skrue på grundskyld eller selskabsskat i stedet for at dække hullet i kassen.

  • Beregningerne forudsætter, at kommunen får dækket hele regningen ved at bede borgerne betale mere i kommuneskat.