Hovedmistænkt i sag om udbytteskat kan havne i fængsel i Dubai

Sanjay Shah har appelleret dom på fængsel i to år for en dækningsløs check, skriver finans.dk.

I Dubai har Sanjay Shah fået beslaglagt næsten alle sine værdier, og dette angives at være forklaringen på den dækningsløse check.

Den hovedmistænkte i sagen om svindel med udbytteskat, Sanjay Shah, har fået en fængselsdom i Dubai. Her er han blevet dømt for en dækningsløs check, skriver finans.dk.

Dommen lyder på fængsel i to år. Sanjay Shah har anket dommen til en appeldomstol, som vil træffe afgørelse i denne måned, rapporterer finans.dk, som har oplysningen fra flere forskellige kilder.

Bagmandspolitiet mistænker rigmanden for at være bagmand i affæren om svindel for 12,7 milliarder kroner med refusion af udbytteskat.

I Dubai har Sanjay Shah fået beslaglagt næsten alle sine værdier, og dette angives at være forklaringen på den dækningsløse check.

Den danske straffesag kaldes "Reclaim" og handler om, at der fra 2012 til 2015 uberettiget blev udbetalt 12,7 milliarder kroner som refusion for udbytteskat.

Bagmandspolitiet samarbejder med politifolk i flere andre lande om sagen, og undervejs er det lykkedes at få beslaglagt cirka 2,7 milliarder kroner, er det tidligere blevet oplyst.

I lighed med flere andre mistænkte har Sanjay Shah fået beskikket en advokat i Danmark. Advokat Kåre Pihlmann repræsenterer Shah. Men han vil ikke over for finans.dk kommentere den nye udvikling.

På det kontor i Skat, som håndterede ansøgninger om refusion af udbytteskat, havde en rutineret medarbejder hovedansvaret for at godkende ansøgninger. Svend Jørgen Nielsen blev i maj idømt fængsel i fem år for at have lade sig bestikke og for uberettiget udbetaling af 37 millioner kroner til en bekendt.

Ikke bare politiet er i gang med en storstilet efterforskning. Også via civile retssager forsøger myndighederne at få det svimlende beløb tilbage i statskassen.

Skattestyrelsen har i udlandet - blandt andet i USA og i England - anlagt en stribe erstatningssager mod personer og selskaber. Desuden er der anlagt sager mod de britiske banker Barclays og National Westminster Bank. De er sagsøgt for at have bistået kunder med uretmæssigt at have opnået refusion.

/ritzau/

Facebook
Twitter