Hovedstaden nærmer sig forbud mod fadølskrus

Næste år kan det være slut med de knitrende plastikkrus i Københavns parker og gader.

Weekendens Distortion-festival efterlod blandt andet større mængder plastbægre i Københavns gader. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

Til næste sommer er det slut med at nyde kolde fadøl i tynde fadølskrus af plastik i hovedstaden.

Hvis alt forløber efter planen, så godkender Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg mandag et forbud mod engangsplastbægre til drikkevarer, der skal gælde ved større arrangementer i byen, og som skal medvirke til at skære ned på CO2-belastningen.

- Man skal aldrig tage forskud på glæderne, for alt kan ske i politik. Men jeg tror, der er opbakning bag forslaget, der kan få en kæmpe positiv betydning for klimaet, siger fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).

Træder i kraft fra 2020

Efter planen skal forslaget træde i kraft ved årsskiftet og gælde for arrangementer, hvor der udskænkes større mængder af drikkevarer i engangsbægre af plast.

Det gælder eksempelvis gadefestivalen Distortion, der fandt sted i den forgangne weekend samt andre arrangementer i og omkring hovedstadens offentlige områder.

Som eksempler nævner teknik- og miljøborgmesteren blandt andet 1. maj-arrangementer i Fælledparken, koncerter i Kongens Have samt Copenhagen Jazz Festivals største udendørs scener.

- Til næste år bliver 1. maj ikke alene rød, den bliver også grøn. Plastik fra engangsbægre er skadeligt for både dyre- og planteliv, det er skadeligt for vandet i havnen, og selv hvis det smides ud, så udleder det meget CO2, når det brændes. Det er ikke bare et spørgsmål om at samle krusene sammen. Vi skal anvende tingene mere end én gang, siger Karina Vestergård Madsen.

Pantkrus af hård plast

Det er meningen, at arrangørerne i stedet skal servere drikkevarer i pantbelagte bægre af plastik, der kan vaskes og genbruges mange gange. Det samme system benyttes i Tivoli, to områder af Distortions gadefest samt blandt andet på dette års Roskilde Festival og Grøn Koncert.

Et forsøg sidste år viste, at genbrugsbægrene i gennemsnit blev brugt mere end 24 gange, oplyser Københavns Kommune. Forslaget vil ifølge beregninger spare klimaet for 2.000 tons CO2 ved de store arrangementer. Hvis genbrugsbægeret benyttes mere end 2,7 gange, har det en positiv effekt.

Kommunens beregninger viser, at et eventuelt forbud dog risikerer at koste de mindre arrangører penge, når de skal håndtere genbrugsbægrene.

Derfor lægger borgmesteren op til, at mindre arrangører skal friholdes i begyndelsen.

- Jeg er særligt bekymret for de frivillige og mindre organisationer. Det er endnu ikke nemt og billigt at leje glas og vaskeanlæg. Indtil det bliver kørt ind, kan man automatisk få dispensation, hvis man serverer under et vist antal glas, siger Karina Vestergård Madsen.

Små arrangementer går fri

Forvaltningen godkender årligt omkring 150 arrangementer på offentlige områder. Af dem vil en del skulle droppe engangsbægre af plast.

Forvaltningen lægger op til, at arrangementer med over 2.000 serveringer skal omfattes af forbuddet, men Enhedslisten ønsker at hæve grænsen til 5.000.

Lovteknisk fungerer det på den måde, at kommunen stiller krav om, at der ikke må benyttes engangsplastbægre, når arrangørerne søger tilladelse til at benytte offentlige områder. Før årsskiftet blev forslaget sendt i høring, men forvaltningen er nu klar til at tage det sidste skridt i kampen mod plast-bægrene.

Private arrangementer på privat grund vil ikke være omfattet af kravet. Undtaget er også maraton i København, hvor deltagerne får sportsdrik i engangsbægre.