To Huawei-ansatte udvist af Danmark

Efter en inspektion af arbejdstilladelser er to ansatte på Huaweis kontor blevet udvist, bekræfter Københavns Politi.

To ansatte fra Huaweis kontor i København er blevet udvist. (Foto: Nicolas ASFOURI © Scanpix)

To ansatte på Huaweis kontor i København er blevet udvist efter en inspektion af arbejdstilladelser.

Det bekræfter Københavns Politi over for DR Nyheder.

I torsdags gennemførte Københavns Politis udlændingekontrol-sektion en inspektion af den kinesiske televirksomheds kontor i København, og her var der fire personer, der ikke havde papirerne i orden.

De fire personer blev sigtet for at bryde udlændingelovens bestemmelser om ophold og arbejde i Danmark, oplyser Københavns Politis presseafdeling til DR Nyheder.

Udlændingestyrelsen har efterfølgende udvist to af de sigtede ansatte i Huawei, oplyser politiet.

Københavns Politi tilføjer, at der var tale om en almindelig rutine-inspektion.

Facebook
Twitter