Hullet i ozonlaget er (nok) det mindste i 30 år

Ozonhullet over Antarktis bliver mindre år for år, viser forskning.

Allerede i 2017 beskrev NASA, hvordan ozonhullet så ud til at blive mindre.

Observationer fra EU's atmosfære-overvågning (CAMS) tyder på, at ozonhullet ser ud til at blive det mindste i 31 år.

Og det er en glædelig nyhed på den internationale dag for bevarelse af ozonlaget. For præcis 32 år siden udnævnte FN nemlig den 16. september som Ozonlagets Dag.

Og det er en rigtig god nyhed, mener Helge Jønch-Sørensen, der er ozonforsker og chefkonsulent hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Ozonlaget beskytter os nemlig mod ultraviolet stråling fra solen.

Han forklarer, at hullet i ozonlaget dukker op hvert år over Antarktis omkring august. Så topper størrelsen på hullet omkring september-oktober, og så er det væk igen i december.

- Lige nu ser det ud til, at det bliver det mindste hul siden 1988. Men det er stadigvæk lidt tidligt at sige, for sæsonen er slet ikke slut endnu, siger Helge Jønch-Sørensen.

Ozonforskeren forklarer, at hullet i ozonlaget er kommet tidligere på året, end det plejer, er vokset hurtigt, og allerede nu er ved at svinde ind igen.

Og selvom det ser ud til at blive det mindste hul siden udnævnelsen af ozondagen, så understreger han, at vi ikke kan være sikre på, at det ikke vokser igen.

- Det kan godt vokse op igen, men stort kan det ikke nå at blive, forsikrer Helge Jønch-Sørensen.

Grunden til, at ozonhullet dukker op hvert år i august og forsvinder igen i december, er, at ozonnedbrydelsen sker i kulde. Og det er vinter på den sydlige halvkugle i august.

Billedet er fra 8. september 2000, hvor NASA så det hidtil største hul i ozonlaget. På billedet ses hullet som et gigantisk blåt areal, der spreder sig over cirka 28,3 millioner kvadratkilometre. (Foto: NASA / REUTERS © Scanpix)

32 års helbredelse

Allerede i 1970'erne og 80'erne fik forskere øjnene op for, at ozonskadelige stoffer var begyndt at ødelægge ozonlaget.

- Ozonhullets skyldes ozonnedbrydende stoffer, vi har udledt gennem mange år, siger Helge Jønch-Sørensen.

De mest almindelige ozonlagsnedbrydende stoffer er CFC’erne (freon), der blandt andet er blevet bruget i køleskabe.

Derfor stimlede FN's medlemslande sammen den 16. september 1987 og blev enige om at indgå Montreal-protokollen. Den skulle sætte en stopper for stoffer, der nedbryder det beskyttende ozonlag.

Og resultaterne af Montreal-protokollen har da også været at tage og føle på.

- Alle beregninger viser, at hvis Montreal-protokollen ikke var blevet indgået, så var ozonhullet bare vokset og vokset for hvert år. At det overhovedet er begyndt at blive mindre, er et tegn på, at Montreal-protokollen har virket, og at den er blevet overholdt, forklarer ozon-forskeren.

Man regner med, at Montreal-protokollen har reduceret udledningen af ozonnedbrydende stoffer med 99 procent.

Men selvom aftalen har haft stor effekt, er der stadig lang vej igen, før alle stofferne er ude af atmosfæren, fordi de har en lang levetid.

- Den ser ud til at virke, men der er stadig lang vej igen, for der er stadig masser af ozonnedbrydende stoffer i atmosfæren endnu. Man forventer først, at stofferne er helt væk omkring år 2060, siger Helge Jønch-Sørensen.

Hvert år varierer størrelsen på ozonhullet meget, men samlet set bliver hullet mindre.

- Det overordnede billede er, at størrelsen på ozonhullet toppede omkring år 2000. Så er det begyndt at vende stille og roligt siden da, siger han.

Derfor er temaet for dette års Ozonlagets Dag meget sigende'32 Years and Healing'.

Ozonlaget beskytter mod kræft

Ozonlaget er meget vigtigt, fordi det beskytter mod nogle særligt skadelige stråler fra solen.

- Ozonlaget beskytter mod den kortbølgede del af den ultraviolette stråling, der giver solskoldning, sneblindhed og grøn stær, siger Helge Jønch-Sørensen.

Han forklarer, at jo tyndere ozonlaget bliver, jo mere ultraviolet lys kommer ned og skader huden, og det kan i sidste ende føre til hudkræft.