Hunde-ekspert: 6.000 kr. i skat pr. hund

Op til 6.000 kroner hvert år i skat for en stor hund. En ekspert i kamphunde mener, at alle hundeejere skal betale. - Folks ansvarsfølelse vil stige, lyder det.

Op til 6.000 kroner pr. år i skat for de største hunde - og mindre for små hunde, lyder et forslag, der dog ikke møder stor politisk velvilje. (© www.wikipedia.no)

5-6.000 kroner hvert år for en stor hund! Mindre for en lille. Hundeejere bør spytte i statskassen og betale afgift for hver hund, de ejer, mener Erik Westengaard. Han er forfatter til bøger om muskelhunde og har i 18 år været ejer af hunde af racen Staffordshireterrier.

- Det nytter ikke noget at skride ind over for ejere af bestemte hunderacer. Alle hunde kan være farlige, men med en skat på hunde og skrappe sanktioner, kan både kamphundeejere og andre tvinges til at føle større ansvar for deres dyr, siger Erik Westengaard til DR Nyheder.

Dansk hundeskat indførtes i 1927

Indtil 1970 var der skat på hundehold i Danmark. Dansk Folkeparti har tidligere nævnt, at det igen kunne blive en mulighed, men politisk har der ikke været opbakning til ideen.

I dag går Dansk Folkeparti da heller ikke ind for en generel hundeskat. Partiets dyrevelfærdsordfører, Marlene Harpsøe siger til DR Nyheder, at hun derimod mener, at ejere af kamphunde skal betale en registreringsafgift til staten på 25.000 kroner, og at ansvarsforsikringen bør være højere jo farligere hund, folk ejer.

S: Straf ikke familier med fredelige hunde

Heller ikke Socialdemokraterne går ind for hundeskat:

- I hver fjerde hjem er der en hund. Hvorfor straffe de mange, der har ganske almindelige fredelige familiehunde, spørger dyrevelfærdsordfører Julie Skovsby fra Socialdemokraterne.

Facebook
Twitter