Hunden Sisu har reddet Jórunn fra selvmord: 'Jeg ved, han har reddet mit liv'

En fransk bulldog gav 22-årige Jórunn en grund til at leve videre..

Jórunn Davidsen var endnu ikke var fyldt 20 år. Alligevel havde en svær depression fået et så hårdt greb i hendes krop og sind, at hun ikke længere ønskede at leve.

Lægerne og psykiaterne havde prøvet alt. Hun havde været indlagt i op mod to år, fået over 30 gange elektrochok og al den medicin, lægerne kunne skrabe sammen til hende.

På et tidspunkt fik Jórunn Davidsen antipsykotisk medicin - ikke fordi hun var psykotisk, men fordi lægerne ikke anede, hvad de skulle stille op.

Jórunn Davidsen blev beskrevet som katatonisk. Hun havde ikke nogen mimik i ansigtet, og man kunne ikke komme i kontakt med hende. Hun var bare en "tom skal", som hun selv kalder det.

- Jeg kan ikke huske det meste af mit sygdomsforløb. Det er et sort hul. Det er en blanding af den svære depression, som jeg gennemgik, og de elektrochok, som jeg fik, fortæller nu 22-årige Jórunn Davidsen.

- Jeg kan bare huske, den overvældende følelse af, at jeg gerne ville dø, og at jeg ikke ville være der mere. Jeg var bare knust og tom, og alt var ligegyldigt.

'Bedre tjent uden mig'

- Jeg elsker min familie, og jeg elskede også mine veninder, men i mit hoved var de bedre tjent uden mig. Det ville være bedst, hvis jeg ikke var der mere, fordi jeg var dum, og jeg var en byrde.

Lægerne havde ikke noget næste skridt. Det var bare at håbe på det bedste, og at der snart ville ske en bedring.

Indtil Jórunn Davidsen en dag selv ved et tilfælde fik tændt en lille gnist indeni, mens hun sad på psykiatrisk afdeling på sin stue.

- Jeg sad med min telefon på Facebook, og så faldt jeg lige pludselig over et fuldstændig tilfældigt billede af en fransk bulldog, og det tændte bare en gnist, siger hun og uddyber:

- Det var stadig depressionen, der hærgede mest, og følelsen var så overvældende, fordi jeg slet ikke havde haft en positiv tanke i så lang tid, at jeg bare klamrede mig til den der gnist og tænkte: 'Jeg vil have en hund'.

Hvis ikke det projekt ville lykkes, ville Jórunn Davidsen tage livet af sig selv.

- Min tanke var faktisk, at hvis det her ikke fungerer, så er der ikke noget, der fungerer. Det er det eneste, der kan redde mig, og det kunne jeg mærke.

Uansvarligt tidspunkt at få en hund

Udsigterne til at få en lille hvalp var dog lange, da Jórunn Davidsen i den tid konstant blev både ind- og udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Hun vidste derfor godt, at det ikke var ansvarligt at få en hund, når hun knap kunne tage vare på sig selv.

Alligevel besluttede hun sig for at sige tanken højt til sin daværende kontaktperson fra kommunen, som hun på havde en god kemi med.

- Og så kiggede hun på mig og sagde: 'Jórunn, ved du hvad? Du skal da have en hund'. Og hun har fortalt mig efterfølgende, at det var, fordi hun så lys i mine øjne, og det havde hun aldrig set før.

Et dyr kræver et stort stykke arbejde - og især en hund, der skal luftes flere gange om dagen. Særligt for Jórunn Davidsen, der knap kunne få sig selv ud af sengen på det tidspunkt.

Men så snart hun forlod psykiatrisk afdeling, blev der sat gang i det, hun i dag kalder 'Projekt Sisu'.

Siso gav Jórunn lysten til at leve igen

Her to år efter sidder Jórunn Davidsen med en fransk bulldog på skødet - en han-hund, der netop hedder Sisu.

Familien og hendes kontaktperson sørgede for at danne et sikkerhedsnet om Jórunn Davidsen og den lille hvalp i starten, så Sisu aldrig ville lide overlast, men det har der ikke på noget tidspunkt været brug for.

For Sisu gjorde det, som ingen psykiatere og læger har kunnet: Nemlig givet Jórunn Davidsen lysten til at leve. Hvad det helt præcis er, Sisu har gjort for hende, ved hun stadig ikke i dag.

- Det ansvar, der lå i at have ham, var en af de ting, der hjalp rigtig meget. Jeg ville ikke stå op for mig selv, fordi jeg var ligegyldig dengang. Jeg havde hverken brug for mad eller at komme i bad. Det var ligegyldigt, for jeg skulle jo bare dø, siger hun og tilføjer:

- Men så kiggede jeg ned på gulvet, og så sidder der en hvalp og piver. Og så tænkte jeg, at hvis jeg ikke rejser mig, så lider han, og det skal han sgu ikke. Ikke på grund af mig. Og så kom jeg op, gav ham mad og gik tur med ham. Langsomt var det det, der hev mig op.

Private billeder af Sisu som hvalp.

'Jeg ved, han har reddet mit liv'

I dag er Jórunn Davidsen ikke længere i det 'meget mørke sted', hun var i før.

Det var ikke, fordi hun i sig selv havde det bedre, dengang hun blev udskrevet og fik Sisu. Faktisk var hun næsten helt skaldet, fordi hun havde lidelsen trikotillomani.

En lidelse, der er en form for selvskade, hvor du hiver dit eget hår ud af hovedet. Et af gangen. Det gjorde Jórunn Davidsen dengang.

- Jeg har det meget bedre. Det kan slet ikke sammenlignes med før. Jeg er stadig i bedring, og der kommer både op- og nedture, men ligegyldig hvad der sker, ved jeg, at jeg har Sisu, siger hun.

- Han giver mig glæde. Han giver mig tryghed. Han giver mig en grund til at leve faktisk. Jeg har selvfølgelig min familie, og dem er jeg meget taknemmelig for, men Siso, han har bare et helt specielt sted i mit hjerte, fordi jeg ved, han har reddet mit liv.

Ser alting meget mere klart

Derfor er Jórunn Davidsen heller ikke bange for, at hun igen skal ende i det mørke sted, hun var i dengang.

Og det overskud Sisu hver dag giver hende, kan hun også føre over på andre relationer.

- Han har givet mig mig selv tilbage, så jeg har fået mere overskud til at være sammen med min familie og venner. Især min familie har også hjulpet mig rigtig meget, siger hun og fortsætter:

-Nu har jeg slet ikke de samme tanker om, at det var bedre for dem, hvis jeg ikke var her. Nu kan jeg se det hele langt mere klart.

Du kan se og høre meget mere om, hvad kæledyr gør ved menneskers mentale og fysiske helbred i Sundhedsmagasinet i aften klokken 21.55 eller allerede nu på DR TV.

Facebook
Twitter