Hundene Sif og Leika bor i et fængsel: Hun giver mig noget at stå op til om morgenen

Pilotprojekt, hvor indsatte træner hundehvalpe, er en stor succes.

Sif har boet på Søbysøgård Fængsel siden oktober. (Foto: Dennis Olsgaard © dr)

I Søbysøgård Fængsels lukkede afdeling bor der til daglig 44 i cellerne.

Dog er det kun 42 af dem, der sidder inde for at have brudt loven. For siden starten af oktober har to af de indsatte fået selskab af nye cellekammerater af en lidt usædvanlig slags.

De to labradorhvalpe Sif og Leika er nemlig flyttet ind i en alder af kun to måneder, og de skal tilbringe et halvt år i det indhegnede fængsel. Men de bor der ikke kun for at holde de indsatte ved selskab. For med de indsattes hjælp skal de nemlig trænes til at blive servicehunde for folk med psykiske og fysiske handicap.

De to indsatte er nøje udvalgt til at tage hånd om hvalpene, og det har ændret hverdagen.

- Det har ændret min tilværelse og hverdag rigtig meget ved, at du lige pludselig går fra at skulle tage ansvar for dig selv, køre dit eget liv og dit eget show, og så til at skulle tage ansvar for en lille hundehvalp, siger en af dem.

Begge indsatte ønsker at være anonyme af hensyn til deres familier.

Forsøg stammer fra USA

Hunde blandt indsatte har i flere år været et almindeligt syn i amerikanske fængsler, men først nu er et lignende projekt kommet på benene i Skandinavien.

Bag idéen står hundetrænerne Tibbe Shamigo og Catja Vernal, der netop fandt inspiration i tv-udsendelser om amerikanske fængselsprogrammer med hundetræning. De kommer forbi fængslet tre gange om ugen og hjælper med træningen.

I hvalpenes første måneder er trygge rammer afgørende, og her er fængslets meget strukturerede hverdag kun et plus.

- Det går fantastisk. Det viser jo bare, hvor meget de strukturerede rammer kan gøre. Og hvor meget den omsorg, de indsatte giver dem, gør ved de her hvalpe. Vi har nogle meget harmoniske hvalpe herinde, fortæller Tibbe Shamigo.

Her kan du se hvordan fangerne træner med hundene i fængslet.

Forbedrer stemningen i fængslet

Projektet i Søbysøgård Fængsel er ikke kun gavnligt for de to kommende servicehundes udvikling. Hvalpene bidrager også til den generelle stemning i fængselsafdelingen.

- Jeg kan se, at det giver noget til arbejdsmiljøet, og det giver noget til opholdsmiljøet for de indsatte. Og så er det også bare sådan, at når man får en hvalp i fængslet, så tilfører det også en god portion empati, siger fængslets enhedschef Annette Lysgaard.

Lignende tiltag i udlandet viser positive erfaringer, og fængselshvalpene kan endda have indflydelse på de indsattes vej tilbage til samfundet.

- Effekten af, at indsatte har ansvaret for en hund, det er, at de får færre disciplinærstraffe, færre depressioner, og at der i det hele taget er færre konflikter i fængslet. Projektet i Søbysøgård er en god idé, fordi det understøtter resocialiseringen, siger Linda Kjær Minke, der er kriminologSDU.

Noget at stå op til

Efter lidt over to måneder med hvalpen Sif som cellemakker, kan den ene af de indsatte i hvert fald mærke, hvad hun gør for hans hverdag.

- Hun har givet mig noget at stå op til om morgenen. Noget at engagere mig i, noget at følge med i noget, og bare generelt noget at gå op i. Det giver noget livskvalitet.

I starten af april måned skal de to indsatte tage afsked med Sif og Leika. Det ser de ikke frem til, men de er glade for, at hvalpene kan gøre gavn ude i samfundet.

- Jeg synes, det er så positivt, hvis du kan sidde herinde som indsat og rent faktisk gøre noget, der er samfundsnyttigt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk