Hus med 10 børnehavebørn ramt af gaseksplosion på Fyn

En gaseksplosion i landsbyen Højrup på Midtfyn har sprængt facaden på et hus væk. Fireårig pige forbrændt.

Politiets indsatsleder har rost de tilstedeværende pædagoger for deres håndtering af situationen efter gaseksplosionen. (Foto: Jesper Lind © dr)

En fireårig pige er torsdag eftermiddag blevet fløjet til Rigshospitalet i København, efter at facaden på et hus på Midtfyn er blevet sprængt i stykker i forbindelse med en gaseksplosion.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Pigen, der er blevet forbrændt, var sammen med 10 børn og pædagoger i gang med at fejre en fødselsdag, da ulykken skete.

Forældrene er underrettet, og der ydes krisehjælp på stedet.

Kunne være gået værre

Brandvæsnets indsatsleder, Henning Kristensen, fortæller ifølge Fyens.dk, at det kunne være gået meget værre.

Der var hurtigt pædagoger på stedet til at tage hånd om børnene, og politiets indsatsleder på stedet roser håndteringen af situationen.

Gaseksplosionen er formentlig opstået, da en gasledning blev beskadiget i forbindelse med en udgravning.

/ritzau/

Facebook
Twitter