Husejere skal selv betale for ulovlige brandfejl i nye huse

NCC har bygget over 1000 huse, som har en alvorlig og ulovlig fejl, afslører forbrugermagasinet Kontant på DR1 i aften.

Over 1000 huse, som NCC har bygget, har en alvorlig og ulovlig fejl, der betyder, at husene risikerer at brænde helt til grunden, uden at brandfolkene kan sprøjte vand nok på flammerne til at slukke ilden.

- Hvis der kommer brand i huset, og det får fat i isoleringen. Så kommer det til at gå rigtig stærkt. Så snakker vi ikke, at brandfolk som mig kan begrænse skaden. Så brænder huset ned, siger næstformand i Brandfolkenes Organisation Tommy Kjær, som har set et af de brandfarlige huse.

Husets ejer, Roland Kirsch, er bekymret.

- Vi har købt et nyt hus og skulle ikke have nogle problemer med det, og så har man lavet sådan noget der. Det kan man simpelthen ikke være bekendt, siger Roland Kirsch, som fik bygget sit hus i 2003.

Skjult fejl

Under taget på typehuset OC Huset har NCC brugt en brandfarlig isolering. Det er polystyren-isolering, som man normalt kender som flamingo.

Isoleringen er så brandfarlig, at bygningsreglementet kræver, at den skal pakkes ind i brændhæmmende materiale, for at beskytte isoleringen mod flammer, hvis der opstår en brand. Men under taget på OC Husene sidder isoleringen frit fremme til flammerne, og derfor vil flere af de sjællandske kommuner nu tvinge husejere af OC Huse til at pakke isoleringen ind.

- Hvis kommunen bliver opmærksom på et ulovligt forhold, så skal den søge at lovliggøre det, siger afdelingsleder i Slagelse Kommune Jens Bendix.

Brændt inde med regning

Husejerne er altså brændt inde med regningen, selvom det er NCC, der har lavet den.

NCC erkender fejlen, men vil kun betale for at få den udbedret på de lidt over 200 huse, som stadig er dækket af deres fem år lange garanti, men Roland Kirsch og omkring 800 andre husejere må selv betale.

- Jeg forventer, at et stort firma som NCC betaler for den fejl, som de selv har lavet. Det kan ikke passe, at de lader det være op til os, siger Roland Kirsch.

Du kan se isoleringen brænde, og NCC forsvarer sig i Kontant på DR1 klokken 21.00. Inden da kan du se spottet til aftenens Kontant-udsendelse i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter