Husk trøjen: I dag møder mange ind til 19 grader på kontoret

Den 1. oktober trådte regeringens tiltag om at skrue ned for varmen på mange arbejdspladser i kraft.

Normalt ligger temperaturen på 20-22 grader. Nu skal der skrues ned til 19 grader. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Hvis du har tendens til at være kuldskær, kan det være, du skal huske en ekstra trøje i dag.

For når mange møder ind på arbejde, vil det være til en koldere temperatur end sædvanligt. Regeringens tiltag om at skrue temperaturen ned til 19 grader på offentlige arbejdspladser trådte nemlig i kraft den 1. oktober. Regeringen indførte tiltaget tilbage i september for at undgå, at vi kommer til at mangle energi.

Ifølge Arbejdsmiljøloven bør temperaturen normalt ligge mellem 20 og 22 grader. Der skrues altså kun en til tre grader ned, men det kan alligevel mærkes ved stillesiddende arbejde.

- 19 grader er i underkanten af, hvad der føltes behageligt. Det er ikke uforsvarligt, og man kommer ikke nødvendigvis til at fryse. Jeg tror, at man langt hen ad vejen kan klare det med en trøje, siger Pia Lund Jeppesen, der er næstformand i HK Kommunal, som repræsenterer en del af de offentligt ansatte, som oplever at møde ind på en køligere arbejdsplads i dag.

Det betyder altså ikke nødvendigvis, at man kommer til at fryse, men der er ikke langt ned til, at det bliver for koldt.

- Hvis temperaturen kommer under 19 grader, kommer man i karambolage med Arbejdsmiljøloven, og det må man ikke. Skal man sidde med hue, vanter og skibukser på, så er man på den forkerte side af loven, siger hun.

Arbejdstilsynet har da også på sin hjemmeside samlet en række spørgsmål og svar til, hvordan arbejdspladser kan forholde sig til at sænke temperaturen.

Hvad kan arbejdspladsen gøre?

Der er mange gode råd og tiltag allerede. Flere steder er der blevet indkøbt tæpper, og på rådhuset i Brøndby Kommune har man eksempelvis grebet det an med humor og indført "striktrøjetirsdag", hvor alle medarbejdere opfordres til at hoppe i deres bedste striktrøje.

Ifølge Pia Lund Jeppesen er der et helt centralt element i, hvordan man bedst tackler det:

- Mit generelle råd er, at man taler med de ansatte om, hvordan man griber det her an. Det betyder noget for de ansatte, at man bliver involveret i det, siger hun.

- Og måske de ansatte har tænkt over noget, som ledelsen ikke har tænkt på.

Samtidig påpeger hun, at mens den ene medarbejder kan have det fint med 19 grader, kan der sagtens være andre, der oplever det som ubehageligt. Og her er dialog igen vigtigt.

- Det er vigtigt at tage individuelle hensyn. Vi er alle forskellige, og nogle fryser mere end andre. Det skal man tage højde for. Ingen skal sidde med klaprende tænder, og det må ikke føles for ubehageligt at være på arbejde.

Her kan man for eksempel se på, om det giver mening at rykke rundt, så man kommer væk fra træk, eller rykke sammen på arbejdspladsen.

Hvordan kan vi ellers spare på strømmen?

Tiltaget om 19 grader på arbejdspladserne er kun en del af løsningen på energikrisen. For der er også andre steder, man kan spare på strømmen.

Ifølge HK-næstformanden kigger nogle arbejdspladser for eksempel på, om man kan skrue ned for lysstyrken, uden at det påvirker arbejdsforholdene. Eller om man kan slukke for lyset de steder, der ikke er behov for det.

- Hvis vi alle kigger, hvor noget kan gøres anderledes, betyder det også noget. Hvis vi alle gør en lille smule, bliver det til en hel masse, siger Pia Lund Jeppesen.

- Hvis man ved, at der er utætte vinduer eller lignende, så få det fikset nu. Inden det bliver så koldt, at det bliver et problem.

Selvom det kan være lidt ekstra besværligt med en ekstra trøje eller et tæppe, mener hun dog, at det er nødvendigt.

- Når man ser det her i forhold til, at vi er midt i en energikrise, så vil jeg mene, at alle kan yde lidt. Det er noget, der er større end os.