Huspriserne falder når butikkerne lukker

Huspriserne i landsbyerne falder, når den sidste butik lukker, siger lektor Jørgen Møller fra Aalborg Universitet.

Huspriserne får et hak ned af i landsbyer, når byens sidste butik lukker. (Foto: Thomas Sejstrup Møller- DR Syd)

Når Coop i løbet af 2015 lukker 20 butikker, vil det få betydning for huspriserne i de to landsbyer, der mister deres sidste fødevarebutik.

Det fortæller Jørgen Møller, der er lektor ved Center for Fysisk Planlægning ved Aalborg Universitet.

- Når den sidste butik lukker, så falder ejendomspriserne mellem fem og ti procent. Så det, folk har sparet ved at handle et andet sted, sætter de faktisk til på værditab i huset.

I en undersøgelse gennemført af Dánsk Ejendomsmæglerforening for De Samvirkende Købmænd sidste år, svarede 90% af de adspurgte ejendomsmæglere, at det har stor betydning for huspriserne, når byens sidste butik lukker.

Butikker har stor social betydning

De fleste af de butikker, Coop har besluttet at lukke, er Fakta'er, der ofte ligger i byer og tæt på andre supermarkeder.

Men for borgerne i landsbyerne Ejsing i Vestjylland og Snertinge på Vestsjælland, er det derimod byernes sidste fødevarebutikker, der lukker, når de lokale brugsforeninger drejer nøglen om.

Det ændrer livet i landsbyen - og ikke kun fordi man skal køre lidt længere for at hente mælk, siger Jørgen Møller.

- Ude på landet mister man jo et mødested, hvor man kan snakke om, hvad der nu sker i byen. Et sted, hvor man vedligeholder den sociale kapital.

Men butikkerne medvirker altså også til at vedligeholde beboernes helt konkrete kapital, i form af huspriserne.

Og det bekymrer Niels Peter Søndergaard, der er medlem af beboerforeningen i Ejsing Sogn og står overfor at miste sin lokale brugs.

- Alle vores huse bliver lidt sværere at sælge, eller priserne bliver lidt lavere, så alle kommer jo til at mærke konsekvenserne af det her, siger han.

Tusindvis af butikker er forsvundet

Historien om landsbybutikkerne har været lidt af en tragedie de seneste 50 år. For de fleste af butikkerne er simpelthen lukket.

- Der er lukket ca. 7000 dagligvarebutikker i Danmark siden midt i 1960'erne, siger Jørgen Møller.

- Vi har utrolig mange landsbysamfund, der er butik og serviceløse. Så det er kun steder, hvor folk bor.

Det betyder også noget for landsbyernes udseende.

- Halvdelen af året er der mørkt i Danmark, og når Brugsen så lukker, bliver der ufattelig mørkt i sådan en landsby, siger Jørgen Møller.

Facebook
Twitter