Hvad mener partierne om genåbningsplanerne? overblikket her

Der er regnet på en mulig genåbningsplan, men ikke alle partier er lige tilfredse.

De forskellige partier giver deres meninger i forhold til den foreløbige genåbningsplan.

I den seneste tid har en ekspertgruppe regnet på en mulig genåbningsplan, og her til eftermiddag mødes sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) for at drøfte en genåbningsplan med partilederne på baggrund af beregningerne.

På nationalt plan bliver muligheden for, at flere udvalgsvarebutikker kan slå dørene op åbnet. Det er dog kun butikkerne der har op til 5000 kvadratmeter, der kan få lov at åbne, derfor gælde genåbningen ikke butikker i storcentre.

Forsamlingsforbuddet kan hæves fra 5 til 10 personer, hvis det omhandler udendørs idræts- og foreningsaktiviteter, som er organiseret regionalt.

Derudover kan udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om negativ test.

Der forekommer dog også regionale genåbningsmuligheder. I Vestjylland og Nordjylland kan alle afgangselever i grundskolen samt på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser komme tilbage med 50 procent fremmøde, hvis de bliver testet to gange om ugen. Efterskoler kan blive genåbnet med fuld fremmøde.

Bornholm kan alle former for skoler og uddannelser genåbnes, forsamlingsforbuddet kan hæves fra fem til 10 personer og liberale serviceerhverv genåbnes.

Her er et overblik over, hvad de forskellige partier mener:

Socialdemokratiet

Den foreløbige genåbningsplan, der er baseret på eksperters udregninger, blev udgivet i går. Magnus Heunicke (S), sundheds- og ældreminister, mener, at man skal læne sig op af eksperternes vurderinger. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Regeringen ser foreløbigt positivt på eksperternes genåbningsplan. Sundhedsministeren sagde følgende mandag aften:

- Jeg ser det her som en kæmpe ros til danskerne, at de har fået banket den her smitte ned, og det giver os noget rum. Vi skal gå forsigtigt til værks, vi skal koble det til et krav om test, og så skal vi gøre alt, hvad vi kan for at holde den her smitte nede.

- Så vil det her være en gradvis kontrolleret og succesfuld genåbning af vores samfund, og det er det, vi har brug for.

Regeringen vil senere i dag diskutere en fremtidig genåbningsplan med de andre partier. Regeringen mener dog, at man bliver nødt til at lytte til eksperterne.

Socialistisk Folkeparti

Pia Olsen Dyhr, partiformand for SF, ser gerne. at man åbnede efter- og højskolerne op i små hold. (Foto: Michael Drost-Hansen © Scanpix)

Hos SF er man glade for den forsigtige tilgang til genåbningen, men man savner et fokus på de unge mennesker.

Det fortæller Pia Olsen Dyhr, partiformand for SF.

- Det er fornuftigt, at regeringen er forsigtig og skrider roligt frem med en genåbning, så smitten ikke kommer ud af kontrol. Hensynet til folkesundheden står øverst for SF. Men jeg savner altså noget kreativitet og fleksibilitet, der kan give unge mennesker lidt af deres ungdom tilbage.

Radikale Venstre

Sofie Carsten Nielsen (R), politisk leder for Radikale Venstre, efterlyser mere gennemsigtighed og åbenhed fra regeringens side af i fremtiden. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hos de Radikale Venstre, synes man, at den foreløbige genåbningsplan er langsom, og man så gerne, at der var flere ting, som åbnede.

Politisk leder for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen skriver på Facebook:

- Jeg ville ønske, der var mere på deres liste. For jeg synes også flere forretninger, flere liberale erhverv, højskoleeleverne, efterskoleeleverne og langt flere skoleelever, unge på ungdomsuddannelserne og studerende på de videregående uddannelser har betalt en afsindig høj pris denne vinter.

Enhedslisten

Man skal være varsom, når vi genåbner, så vi undgår en tredje nedlukning, mener Mai Villadsen (E), politisk ordfører for Enhedslisten. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

I Enhedsliten er man påpasselig overfor en større genåbning, da partiet er nervøs for en ny nedlukning. Det siger politisk ordfører Mai Villadsen:

- Vi er alle sammen dødtrætte af nedlukning, men man skal altså også lige huske på, at hvis vi åbner meget mere op, så vil vi nå kapaciteten på sundhedsvæsnet, og så vil vi risikere at skulle lave en endnu hårdere nedlukning.

Alternativet

Alternativets Torsten Gejl, der er politisk ordfører for partiet, efterlyser også fokus på de unge, når der skal snakkes genåbning. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I Alternativet er der fokus på de unge og skolerne, de går på. Politisk ordfører Torsten Gejl siger:

- Det er vigtigt for Alternativet, at vi prioriterer de unge, skolerne og uddannelserne.

De vil gerne have, at de bliver åbnet hurtigt, så længe det er forsvarligt.

- Genåbning af efterskoler, højskoler og resten af uddannelserne skal ske så hurtigt som muligt, så længe det er forsvarligt. De unge lider hårdt nu, og samfundet taber videnskapital, siger Torsten Gejl.

Venstre

Venstre ser gerne, at der bliver åbnet mere på flere områder. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hos Venstre er man glade for, at der nu kommer en genåbning, men mener samtidigt, at man bør gøre mere på flere områder.

Det skriver formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

- Vi bør kunne gøre mere. For eksempel åbne alle efterskoler og højskoler, da de kan gøres til sociale bobler, og dermed minimere risikoen for smitte markant. Vi bør også kunne åbne de liberale erhverv og større butikker, under forudsætning af særskilte restriktioner, så der er styr på smitten.

Venstre mener også, at man skal åbne de fleste skoler, men man skal være klar til at lukke hurtigt ned lokalt, hvis smitten løber løbsk.

Dansk Folkeparti

Kristian Thulesen Dahl (DF), formand for Dansk Folkeparti, tror, at der kan være fare for, at de unge slækker på restriktionerne, hvis ikke de kommer tilbage i skole. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Kristian Thulesen Dahl, partiformand for DF, mener ikke, at der bliver gjort nok for de unge. Han ser gerne, at flere skal tilbage i skole.

- Vi skal gøre noget mere i forhold til børn og unge. Jeg tror, at mange vil begynde at slække på restriktionerne, hvis ikke vi giver dem nogle organiserede måder at være sammen på. Og derfor synes jeg, at de i højere grad skal tilbage i skolen, og det er i hele landet, siger Kristian Thulelsen Dahl.

Det Konservative Folkeparti

Konservative synes, at der er flere af punkterne i genåbningsplanen, der er noget pjat. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Hos De Konservative er der flere af punkterne i genåbningsplanen, der åbner spørgsmål. De kunne godt tænke sig en større genåbning, end det der bliver lagt op til i den foreløbige plan.

Partiformand Søren Pape Poulsen siger:

- Hvorfor er der et loft over, hvor stor forretningen må være? Hvorfor må man ikke gå i byggemarked, men man må godt gå i en anden butik? Og hvornår tænker man, at de liberale erhverv må åbne igen, når det her er frem til den 5. april.

Nye Borgerlige

Partiformand for Nye Borgerlige Pernille Vermund efterlyser fokus på økonomien. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund efterlyser også mere fokus på de unge i genåbningsplanen. Hun indikerer også, at flere butikker skal have lov til at åbne.

- Det er som om, at regeringen er blevet fartblinde og har fået tunnelsyn. De fokuserer udelukkende på corona, og vi har et behov for, at man hiver sig lidt op, og ser på alle de andre forhold, der er i et samfund. Der er trivsel, der er faglighed for de unge og børnene, og så er der, ikke mindst, økonomien.

Liberal Alliance

Alex Vanopslagh (LA), politisk leder for Liberal Alliance, mener, at det er et gigantisk selvmål, hvis ikke trivslen hos unge bliver taget alvorligt. (Foto: Claus bech © Scanpix)

I Liberal Alliance er man uforstående overfor flere af den foreløbige genåbningsplan punkter, man mener, at man skal op i gear. Det siger Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal Alliance.

- Det er tid til et gearskifte i regeringens nedlukningspolitik. Erhvervsdrivende, fra frisører til små virksomheder, fortæller, at deres livsværk og overlevelsesmuligheder rives ned i disse dage. De føler sig respektløst behandlet, og det kan jeg godt forstå.

- Derfor mener LA, at alle butikker og liberale erhverv skal have lov at lukke op, selvfølgelig med de sikkerhedsforanstaltninger såsom test og afstand.

Liberal Alliance har også fokus på børnene og de unge.

- Samtidig synes jeg det er svært at forstå, at regeringen lægger op til, at de unge godt kan mødes med 10 kammerater på fodboldbanen, men at det fortsat skulle true folkesundheden, hvis de spiller en kamp mod nabobyens hold.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter