Hvaler synger sig til sex

Ny forskning viser, at Grønlandshvalen, der ellers var tæt på at uddø, er på vej tilbage. Hvalen har udviklet sofistikerede sange, som ændrer sig fra år til år, for at finde en partner.

Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at hvalerne har udviklet meget raffinerede sange for at tiltrække artsfæller og på den måde sikre artens overlevelse.

Det er første gang, at forskning viser, at grønlandshvalen kan synge med "flere stemmer", og at den ændrer repertoire fra år til år.

Tæt på at uddø

Det er ikke mange år siden, at der blev skrevet gravskrift over grønlandshvalen i grønlandske farvande, specielt i Diskobugten i Nordvestgrønland, hvor Københavns Universitet har sin arktiske videnskabelige feltstation.

Nu er situationen vendt. De voksne grønlandshvaler, som kan blive op til 18 meter lange og 100 tons tunge, er for alvor vendt tilbage til Diskobugten.

Forskere mener, at det sandsynligvis skyldes, at klimaforandringerne har åbnet op for Nordvestpassagen, som for første gang i 125.000 år nu er isfri i visse perioder. Dermed får grønlandshvalens artsfæller mulighed for at søge mod bugten og parre sig med den beskedne lokale bestand.

I den forbindelse har undervandsmikrofoner afsløret hvalernes vokale repertoire.

Gentager ikke en succes

Hvalsang er ikke noget nyt fænomen. Grønlandshvalen er i samme tunge vægtklasse som finhvaler og blåhvaler, men de producerer meget mere komplekse sange i højere tonelejer, der ligger på mellem 100 og 2000 lyd-svingninger per sekund.

Det specielle ved grønlandshvalen og dens sang er, at den ind imellem synger med ”flere stemmer”.

- Det er ikke observeret hos andre bardehvaler. Grønlandshvalerne ændrer sangen fra år til år, og repeterer aldrig tidligere års sange. Det vil sige, at hvalerne har et nyt repertoire hvert år - formodentlig som led i den evige kamp for at få lov til at parre sig, siger Outi Maria Tervo, som er Ph.d-studerende på Københavns Universitet og videnskabelig leder af universitetets Arktisk Station i Godhavn.

Støtte på 1,8 millioner kroner

A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har støttet projektet med ca. 1,8 millioner kroner over en treårig periode.

Grønlandshvalen er den eneste syngende hvalart, hvor man ikke endnu har fastslået kønnet af sangeren.

- Det håber jeg at få klarhed over gennem mine observationer, siger Outi Maria Tervo, som nu for alvor får mulighed for at studere grønlandshvalerne gennem forskellige typer undervandsmikrofoner, takket være blandt andet donationen fra A.P. Møller-fonden.

Facebook
Twitter