Hvem efterlod 50.000 kr. i genbrugsbutik?

En mindre formue lå gemt i en damejakke indleveret til en genbrugsbutik på Sjælland.

De 50.000 kroner, som et ægtepar fandt i en jakke i en genbrugsbutik, var eurosedler (modelfoto). (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi leder efter ejeren af et stort pengebundt, som blev fundet i en genbrugsbutik ved Sorø på Sjælland.

En af de frivillige i butikken fandt, hvad der svarer til 50.000 kroner i eurosedler i lommen på en damejakke. Den var blevet doneret til genbrugsbutikken i en sæk.

- Vi har stadig ikke fundet ejeren af pengene, og derfor ved vi heller ikke, hvorfor de var i jakken, siger politikommissær Tom Stysiek fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi til DR Nyheder.

Politiet har fået flere henvendelser.

Slagelse Politi siger til TV Øst, at en person har henvendt sig her til formiddag, og vedkommende kan være den mulige ejer.

Hvis det ikke lykkes politiet at finde den rette ejer, så tilfalder pengene statskassen.

Får findeløn

Det var et ægtepar, som arbejder i genbrugsbutikken i Ruds Vedby, som gjorde det opsigtsvækkede fund.

- Vi får et sæt tøj ind, og så undersøger vi som altid, om tøjet er helt og rent. Vi klapper på jakken, og der ligger så noget tykt i en af lommerne, som, vi først troede, bare var affald.

- I stedet fik vi fat i et bundt sedler. Det var voldsomt, fortalte 68-årige Kirsten Christensen i går til Dagbladet Ringsted.

I jakken fandt hun og ægtemanden også en ring, hvis værdi ikke er fastlagt.

Parret håber, at de nu får en findeløn, som de vil give til genbrugsbutikken, fortæller de til TV Øst.

Politikommissær Tom Stysiek siger, at Kirsten Christensen og hendes mand kommer til at få findeløn, der er en vis procentdel af værdien af fundet.

Generelt gælder det, at findelønnen udgør 10 procent, men er der tale om et større kontantbeløb, kan politiet vælge at fastsætte findelønnen til mindre.