Hver 4. er klar til at skjule illegale

Selvom strafferammen er op til to års fængsel, er hver fjerde dansker klar til at skjule en illegal udlænding, der ikke har lovligt ophold i landet.

Mange danskere er villige til at hjælpe illegale udlændinge med at gå under jorden. (Foto: © Lars Møller, Scanpix)

Selv om det er ulovligt og strafbart at hjælpe illegale udlændinge med at gå under jorden, er mange danskere alligevel villige til at gøre det. Det skriver Politiken.

I en Megafon-måling lavet for Politiken, som 1.164 danskere har deltaget i, svarer 23 procent, at de godt kan forestille sig en situation, hvor de vil skjule en udlænding, der ikke har lovligt ophold her i landet. Også selv om strafferammen er op til to års fængsel.

Langt fra tanke til handling

Talskvinde for organisationen Flygtninge under Jorden, Michala Clante Bendixen, er positivt overrasket, men hun tvivler på, hvor mange der vil gøre tanke til handling.

- Det er ret få, der vil skjule illegale udlændinge, når det kommer til stykket. Men spørgsmålet er, hvor stor risikoen faktisk er for at blive opdaget. Så vidt jeg ved, er der ikke en eneste, der er blevet dømt, siger hun til Politiken.

Ingen ved, hvor mange illegale indvandrere der bor i Danmark. Et skøn fra myndighederne er mellem 3.000 og 5.000.