Hver 5. ung klager over familiens druk

En ud af fem teenagere i 9. klasse siger i en ny undersøgelse, at de voksne omkring dem drikker for meget. Det er bekymrende mange, siger eksperter.

Der bliver skænket lige vel rigeligt op i familiens skød - det mener i hvert fald teenagerne. Hver femte adspurgte ung i en ny undersøgelse siger, at de voksne har et alkoholproblem. (Foto: AP Graphics © AP Graphics)

Hvert femte barn i 9. klasse oplever en opvækst præget af alkoholmisbrug i den nærmeste familie.

Det viser resultaterne i en omfattende undersøgelse, "Unges trivsel år 2008", som offentliggøres i morgen.

Bekymrende misbrug

Forskere fra Statens Institut for Folkesundhed har spurgt 4.000 elever i 9. klasse, og heraf svarer 18 pct. af drengene og 25 pct. af pigerne ja til, at der er alkoholmisbrug i den nærmeste familie, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Med ca. 50.000 unge i samtlige af folkeskolens 9. klasser svarer resultatet til, at godt 10.000 af de 15-16-årige oplever misbrug af alkohol i deres familie

- Det er bekymrende, at så mange unge oplever alkoholproblemer hos de voksne, som de er tæt på i deres hverdag, siger seniorforsker Karin Helweg-Larsen, som har stået i spidsen for undersøgelsen:

Ustabil opvækst

- Et er, at voksne drikker for meget, noget andet er, at de unge oplever det som problematisk, Også Sundhedsstyrelsen peger på, at et stort antal danske børn vokser op i familier med alkoholproblemer:

- Børn i alkoholiserede familier har en ustabil og konfliktfyldt tilværelse, siger Kit Broholm, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen. Karin Helweg-Larsen er enig:

Verbale tæsk og vold

- De voksne er ikke så gode til at holde sig tilbage, når de er alkoholpåvirkede. Det afspejles også i vores rapport, siger hun.

I "Unges trivsel år 2008" svarer langt flere unge fra familier med alkoholmisbrug, at de oplever at blive overfuset og sågar udsat for fysisk vold end de unge, der vokser op i harmoniske familier.

Facebook
Twitter