Hver anden mener spil-annoncer skal begrænses

Lige over halvdelen mener, at reklamer for spil skal begrænses.

Danske Spil står blandt andet bag Tips, Oddset, Lotto og poker. (Foto: DR © DR Sporten)

Hver anden mener, at politikerne bør begrænse annoncer for pengespil som kasino, poker, Oddset og Lotto.

Omfanget af spilreklamer er så stort, at det statsejede Danske Spil er landets suverænt største annoncør.

Men den radikale skatteordfører Nadeem Farooq tøver med at følge folkestemningen med et forbud:

Reklamer for en kvart milliard

- Jeg mener ikke, at jeg har set nogle tal, der viser at Danske Spils annoncering direkte påvirker omfanget af ludomaner, siger Nadeem Farooq.

Tal fra Gallup viser, at Danske Spil siden januar har købt annonceplads for mere end en kvart milliard kroner før rabat. Det er omtrent 100 millioner kroner mere end for eksempel TDC og SAS.

Ludomaniforeningen: Begræns annoncer

Ifølge spilleloven er det skatteministeren, der kan fastsætte reglerne for markedsføring af spil. Og det bør han gøre, mener Marie Louise Andersen, formand i Ludomaniforeningen

- Politikerne har et ansvar. Vi ser for eksempel, at man slet ikke må reklamere for cigaretter, alkohol og andre ting i den størrelsesorden.

- Ludomani og spil er fuldstændig på lige plan, siger Marie Louise Andersen.

Politikerne bør begrænse spil-reklamer

En meningsmåling, som Epinion har lavet for DR, viser, at 51 procent mener, at politikerne bør begrænse spiludbydernes muligheder for at reklamere.

Men det bliver ikke med den radikale skatteordførers stemme:

- Jeg er villig til at tage en diskussion. Jeg mener bare ikke, at problemet er så stort på samfundsplan til at jeg vil indskrænke Danske Spils muligheder for at annoncere frit, siger Nadeem Farooq.

Facebook
Twitter