Hver femte dansker har et form for våben liggende i hjemmet, som kan bruges til selvforsvar.
Det viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget for DR.
57-årige Tove Børresen er et eksempel på det.
For et år siden fik hun ubudne gæster i sit hjem i Nakskov efter arbejdstid. To hjemmerøvere stod pludselig i døren.
- De skulle have penge eller værdigenstande, blev der sagt lidt gebrokkent. Det eneste, jeg siger til dem, er, at jeg hverken har penge eller værdigenstande, fortæller hun til DR Nyheder.
Tove slog hjemmerøver med boldtræ
Det forskrækkede Tove Børresen, som derfor bad tyvene om at forlade huset. Men røverne blev stående, og da én af dem samtidig sparkede ud efter Tove Børresens hund, blev hun gal.
Hun greb sit boldtræ.
- Jeg slår ud efter ham. Jeg rammer ham også, og han siger av, siger Tove Børresen og peger på sit kraveben.
- Så forsvinder de ud af huset, tilføjer hun.
Efterfølgende kontaktede Tove Børresen politiet. Hun fortalte sin historie, og politiet tog imod hendes anmeldelse. Politiet sagde ikke noget til, at Tove Børresen havde slået en af røverne med sit boldtræ.
- •
Epinion har spurgt 1.005 borgere om følgende:
- •
Opbevarer du eller en anden person i din husstand en genstand som eksempelvis et boldtræ, en peberspray, en kniv eller en anden form for våben til selvforsvar i jeres bolig med det ene formål at kunne forsvare jer mod eksempelvis indbrudstyve og hjemmerøvere?
- •
19 procent svarer ja.
- •
71 procent svarer nej.
- •
9 procent svarer ved ikke eller vil ikke svare på spørgsmålet, der er behæftet med +/- 3,1 procents usikkerhed.
- •
Kilde: Epinion
Nødværge og selvtægt?
Men er det lovligt at slå efter indbrudstyve eller røvere med sådan noget som et boldtræ?
Ja, det kan det være.
- Hvis man er udsat for et ulovligt angreb, har man lov til at forsvare sig på den nødvendige og forsvarlige måde, siger professor emeritus i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen i dokumentaren "Må man slå en tyv", som DR sender tirsdag aften.
Det er nødværgereglerne i straffeloven §13, som siger, at det er straffrit at forsvare sig på den nødvendige måde for at modstå eller afværge et angreb.
Men hvis reaktionen går for vidt, kan offeret ende med at blive gerningsmand.
For truslens karakter afgør, hvad man må gøre.
- Hvis der er én, der truer med at skyde dig, må du foretage dig noget mere, end hvis der er én, der truer med at løbe med din mobiltelefon, siger Gorm Toftegaard Nielsen.
Se dokumentaren "Må man slå en tyv" på DR1 tirsdag klokken 20:45.