Hver femte dansker er betænkelig ved at en psykisk syg kollega

Fordomme om psykisk syge fryser dem ude af arbejdsmarkedet, mener Landsforeningen Sind

Man kan ikke se det udvendigt, men omkring 500.000 danskere har en psykisk lidelse. (© stock.xchng)

Forestil dig, hvordan du vil reagere, hvis din chef fortæller, at du snart får en ny kollega med en psykisk sygdom.

Mange danskere reagerer med skepsis. En ny måling fra Epinion for DR Nyheder viser, at hver femte dansker vil være betænkelig ved at skulle arbejde sammen med en ny kollega med en psykisk lidelse.

Ligeså mange svarer, at de ikke mener, at psykisk syge kan varetage et almindeligt arbejde.

Svært ved psykisk sygdom

Tallene siger noget om de fordomme, der fortsat klæber til mennesker med psykiske lidelser, siger formand i Landsforeningen Sind, Knud Kristensen.

- Vi ved, at mange mennesker har det svært med folk med psykiske problemer på arbejdspladsen, siger han.

Det er kun hver fjerde person i Danmark med en psykisk lidelse, der er i arbejde, mens det er hver anden med et fysisk handicap, viser en SFI-undersøgelse fra 2012.

Fordomme fryser psykisk syge ude

Knud Kristensen erkender, at det ikke er muligt for alle psykisk syge at varetage et arbejde, men han er overbevist om, at langt mere end hver fjerde person med en psykisk lidelse kan komme i job.

Og det vil hjælpe, hvis flere begyndte at betragte personer med psykiske lidelser anderledes.

- Hvis mange ikke tror, at de kan varetage et arbejde, er der ikke noget at sige til, at det er svært for dem at komme ind på arbejdsmarkedet, siger han.

En undersøgelse Analyse Danmark har fortaget for Ugebrevet A4 i 2012 viser, at hver tredje dansker er mindre betænkelig ved at arbejde sammen med én, der har en fysisk sygdom, frem for én, der har en psykisk sygdom.

DR sætter i denne uge fokus på psykisk sygdom. Du kan læse mere på vores temaside Usynligt syg.

Facebook
Twitter