Hver femte dansker er i tvivl, om de vil have en coronavaccine

Syv ud af ti danskere siger ja til at lade sig vaccinere. Hver tiende svarer nej.

Mindst 175 forskellige vacciner mod coronavirus er igang med at blive udviklet rundt i verden. Her bliver en vaccine afprøvet i Rusland. (Foto: © Natalia Kolesnikova, Scanpix)

Hvis en vaccine mod coronavirus kommer til Danmark, vil størstedelen af danskerne sige ja til at få den sprøjtet ind i kroppen.

Syv ud af ti danskere svarer i en ny meningsmåling ja til, at de vil lade sig vaccinere mod coronavirus, hvis der kommer en vaccine mod corona, der er godkendt af de danske sundhedsmyndigheder.

Samtidig svarer hver femte dansker, at de ikke ved, om de vil sige ja eller nej til at få en vaccine mod coronavirus. Og hver tiende svarer nej til, at de vil lade sig vaccinere.

Meningsmålingen er lavet af Epinion for DR fra 1. til 8. september blandt 1.003 danskere over 18 år, der er repræsentativt udvalgt.

Professor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, håber, at mere end syv ud af ti danskere ender med at lade sig vaccine mod coronavirus, hvis der kommer en sikker og effektiv vaccine.

- Det er jo en vaccine, der i sidste ende skal løse problemet, så vi kan få udryddet sygdommen og få bugt med alle de problemer, der er skabt omkring covid-19, siger han.

Ekspert vil nok selv svare "ved ikke"

Lars Østergaard forstår samtidig godt, at hver femte dansker endnu ikke ved, om de vil sige ja eller nej til en vaccine, da ingen endnu kan sige, hvilken vaccine der muligvis kommer til Danmark.

Samme forståelse har Jens Lundgren. Han er professor i infektionssygdomme ved Københavns Universitet og Rigshospitalet og rådgiver Sundhedsstyrelsens ledelse om covid-19.

- Jeg tænker på, hvad jeg selv ville have svaret.

- Jeg tror, at jeg ville have svaret ved ikke, fordi det er et umuligt spørgsmål at svare på, fordi vi ikke kender til de faktiske forhold omkring vaccinen, siger han.

I videoen her kan du høre, hvorfor Jesper Moseholm Jørgensen, en butiksindehaver fra København, er i tvivl om hvorvidt han vil lade sig vacinere.

Behov for ærlig kommunikation

Lars Østergaard og Jens Lundgren vurderer, at skepsis mod vacciner også kan være en del af svaret på, at 30 procent af danskerne enten ikke ved, om de vil vaccineres mod coronavirus, eller har svaret nej til at lade sig vaccinere.

Derfor mener professorerne, at det er vigtigt, at de danske sundhedsmyndigheder oplyser befolkningen åbent og ærligt om en vaccine mod coronavirus.

- I en krisesituation er den eneste kommunikation, der dur, den fuldstændig transparente og ærlige kommunikation. Du skal ikke love for meget. Du skal ikke prøve at dække over problemstillinger. Det skal siges fuldstændig klart og tydeligt, siger Jens Lundgren.

De to infektionseksperter understreger, at der skal være fuld åbenhed om, hvilke risici der kan være ved at lade sig vaccinere, hvis en vaccine mod coronavirus kommer.

- Når man har en vaccine, vil der altid være en mulighed for bivirkninger, men der er som oftest en virkning og en effekt, der er større, og det er den, man må veje op mod eventuelle bivirkninger, siger Lars Østergaard og uddyber:

- Virkningen vil jo være, at man undgår at få infektionen, måske undgår at få senfølger og så i øvrigt bidrager til, at sygdommen bliver udryddet i Danmark.

Sundhedsstyrelsen: Positivt tal

Hos Sundhedsstyrelsen kalder overlæge Bolette Søborg det " umiddelbart positivt", at syv ud af ti danskere på nuværende tidspunkt svarer ja til, at de vil lade sig vaccinere mod coronavirus.

- Sådan som jeg læser det, er det en befolkning, som i det store hele godt kan se et behov for at blive vaccineret, men også rigtig gerne vil vide noget mere, siger hun.

Bolette Søborg er enig med Lars Østergaard og Jens Lundgren i, at der er særligt behov for at klæde befolkningen ordentligt på.

- Når vi kender den konkrete vaccine, er det rigtig vigtigt at få den information ud, og den skal være lødig og skal bygges på alt det, vi ved. Det er selvfølgelig et tilbud, om man vil lade sig vaccinere, men beslutningen skal træffes på et oplyst grundlag.

Stor forskel på vaccineopbakning

Der er stor forskel fra land til land på, hvor mange indbyggere der ville lade sig vaccinere, hvis en vaccine mod coronavirus var til rådighed.

Det viser en undersøgelses, som fonden World Economic Forum offentliggjorde tidligere i september.

Der er størst opbakning til en vaccine i lande som Storbritannien og Australien, mens modstanden er stor i lande som Frankrig, Italien og USA.

Hvornår kommer vaccinen?

Det er endnu for tidligt at sige, om der kommer en vaccine mod coronavirus til Danmark, da forskellige vaccinekandidater stadig er i gang med at blive testet for effekt og sikkerhed verden over.

Men Lægemiddelstyrelsen regner med, at en vaccine mod coronavirus kommer til Danmark i løbet af 2021.

I øjeblikket har Danmark gennem EU en forhåndsaftale med det svensk-britiske medicinalfirma AstraZeneca.

Aftalen sikrer Danmark adgang til doser med vaccine mod coronavirus til 2,4 millioner borgere, hvis firmaets vaccine bliver godkendt.