Hver femte voksne dansker med på Pokémon Go-bølgen

Flere hundrede tusinde voksne fanger Pokémoner, viser en Epinion, foretaget for Magasinet Penge.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Det er bestemt ikke bare skolebørn, der løber rundt og jager Pokémoner. Faktisk har hele en ud af fem voksne danskere gjort det, siden appen Pokémon Go blev frigivet i midt juli.

Det viser en helt ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for magasinet PENGE, DR1.

- Folk elsker at spille det, fordi mange kender Pokémon-figurerne i forvejen, siger DRs spilekspert, Jakob Stegelmann.

Det er specielt de yngre voksne, der er hoppet med på bølgen. Blandt de 18-43-årige har hele 43 procent fanget de virtuelle monstre på mobiltelefonen. Det svarer til over en halv million mennesker alene i den aldersgruppe.

- De har dem fra deres barndom, for det er 20 år siden det startede, og kan så pludselig genkende dem, se dem og opleve dem ude i den virkelige verden, siger Jakob Stegelmann.

Pokémon-universet blev skabt i 1996 og varemærket ejes af det japanske spilfirma Nintendo. Det blev hurtigt en succes på verdensplan med Gameboy-spil, samlekort og tegneserier om de virtuelle monstre.

Og nu da figurerne kan fanges via mobilen i gader, parker og naturen, anslås det, at flere end 100 millioner mennesker på verdensplan har downloadet spillet.

Og med en så stor interesse, er der også store penge på spil. For selvom spillet er gratis at downloade, så kan man købe i appen. Ifølge analysefirmaet App Annie betyder det, at der hver dag bliver købt for omtrent 10 millioner dollars i spillet.

Magasinet PENGE ser i aften nærmere på Pokémon Go og de penge, der er på spil, når hele verden kaster sig over en ny spildille. Se med på DR1, kl. 21.55.

Facebook
Twitter