Hver fjerde forælder bakker ikke op om ugentlige coronatest af deres skolebørn

Hvis forældre siger nej til test, kan det forsinke åbningen af skoler, siger minister.

Børn over 12 år opfordres til at blive testet for covid-19 to gange om ugen, når skolerne åbner (Arkivfoto). (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det kræver test, test og atter test, hvis det skal være sikkert at åbne skolerne helt på et tidspunkt.

Det mener regeringen, som ønsker, at skolebørn over 12 år lader sig teste to gange om ugen.

Det er en kraftig anbefaling, som allerede gælder for folkeskolernes afgangsklasser på Bornholm og i Vestjylland og Nordjylland, som har fået lov til at vende tilbage.

Men ikke alle forældre synes, at test så ofte er en god idé.

Rundt regnet tre ud af fire forældre til børn over 10 år ønsker, at deres skolebørn testes to gange om ugen.

Men resten, altså omkring hver fjerde, siger enten nej eller er i tvivl, om de vil lade deres børn teste så ofte.

Det viser en meningsmåling, som Epinion har lavet for DR.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) mener, det er afgørende, at endnu flere forældre bakker op om test.

- Der er ingen tvivl om, at der er brug for, at alle lader sig teste. Det er forudsætningen for, at vi kan åbne skolerne. Hvis for få lader sig teste, så ville vi skulle begrænse, hvor meget vi kan åbne skolerne. Det har børnene ikke behov for. De har behov for at komme i skole, siger ministeren.

Ubehagelige og dyre test

Jens Norup Silkjær er én af de forældre, som mener, at ugentlige test af hans tre børn er voldsomt og unødvendigt.

- Det er bestemt ikke rart at blive testet, og det er ikke noget, som jeg vil udsætte mine børn for meget for. Næseborene kan blive slidte. Det er ikke rart at få noget derop, siger faren, der bor med familien på landet mellem Holstebro og Herning.

I Vestjylland har der været meget lidt smitte med corona. Set i det lys mener han, at test af børnene to gange om ugen er unødvendigt og som at skyde gråspurve med kanoner.

- Det er voldsomt økonomisk. Alle de penge, som bliver sat af til test, er helt vildt. Tænk, hvad man i stedet kunne have fået for de penge, siger han.

Jens Norup Silkjær mener, det er bedre for familien og samfundets økonomi, at de blot lader sig teste, når der er symptomer eller har været tæt på en smittet.

Egne regler gør det svært at stoppe smitten

Adjungeret professor i infektionssygdomme Eskild Petersen fra Aarhus Universitet kan godt forstå, at der er mange holdninger til at bekæmpe corona. Men det nytter ikke noget i forhold til bekæmpelse af smitte, hvis forældre hver især følger egne regler i forhold til test.

Bliver nogle børn ikke testet, kan det betyde øget risiko for smitteudbrud på skoler og videre ud i samfundet, siger han. Mangler opbakningen til testene, forsvinder muligheden for at åbne skolerne.

- Forældre og vi andre er i samme båd og er nødt til at vise disciplin. Man kan ikke køre i venstre side af vejen, bare fordi man er træt af reglen om at skulle køre i højre, siger han og peger på, at det er lykkedes at bringe smitten ned flere gange med en fælles indsats.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil fortæller, at opbakningen til at lade sig teste har været stor blandt afgangselever på Bornholm og i Vest- og Nordjylland, der har fået lov til at begynde i skolen.

Hun håber på samme tilslutning, når skolerne gradvist genåbner mere og mere.

Det kan også hjælpe på forældrenes velvilje til at lade børnene teste, når der kommer nye nænsomme næsetest, der ikke skal stikkes så langt op i næsen, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.

Om undersøgelsen

  • Epinion har for DR spurgt forældrene fra den 1.-5. marts 2021. 1003 forældre har svaret på spørgsmålet: Forestil dig, at de danske sundhedsmyndigheder anbefaler børn som dit barn at blive testet for coronavirus to gange ugenligt, for at holde skoler og institutioner åbne. Vil du lade dit barn blive testet for coronavirus to gange ugentligt, selv hvis barnet ikke viser symptomer på coronavirus?

  • Er der flere børn i en familie, har forælderen svaret ud fra det barn, som tidligst har fødselsdag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk