- Hver gang vi bliver klogere er skaden sket

Miljøministeriets godkendelses af sprøjtegifte har spillet fallit. Det mener Københavns Energi.

Miljøministeriets godkendelses af sprøjtegifte har spillet fallit. Det mener Københavns Energi. (© Colourbox)

Københavns Energi har lukket flere kildepladser og vandboringer fordi der har været for mange pesticider i vandprøverne. Det irriterer produktchef, Jens Andersen, at miljøministeriet gang på gang godkender stoffer og lover, at de ikke går i grundvandet. Efter nogle år dukker stofferne alligevel op i grundvandet.

- Hver gang vi bliver klogere, så er skaden sket. Det er jo ikke som, hvis man sprøjter sine æbler i haven. Hvis man stopper med at sprøjte dem, så er de fri for sprøjtemidler dagen efter. Men når man stopper med at bruge en sprøjtegift i landbruger så er den sivet ned i grundvandet, siger Jens Andersen.

Flere boringer er lukket

Københavns Energi har i gennem årene været nødt til at lukke fem store kildepladser og 82 vandboringer - mange af dem på grund af pesticider.

- Alle de stoffer vi har fået at vide ikke ville ende i grundvandet, er alligevel endt der, siger Jens Andersen.

Han påpeger, at mange andre lande er langt bedre til at beskytte vandboringer. Miljøminister Karen Ellemann foreslår, at udvide beskyttelseszonerne omkring vandboringerne.

- Det skal ikke være frivilligt, men obligatorisk. Og så skal beskyttelseszonen være både større og af fysisk karakter. Det miljøministeren foreslår, er noget pjat, siger Jens Andersen.

Han mener, at beskyttelseszonen skal være på 25 meter, og så skal der i øvrigt tages hensyn til, hvordan vandet løber i undergrunden.

Facebook
Twitter