Hver sjette dagpengemodtager i udlandet flyver under radaren: 'Groteske tal'

Regeringen bør 'hanke op i sig selv' på skatteydernes vegne, lyder det fra DF og S.

Peter Kofod (DF) opfordrer regeringen til at 'hanke op' i sig selv og få styr på kontrollen med modtagere af danske dagpenge i udlandet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Herhjemme skal man følge dagpengereglerne for at få dagpenge: Søg mindst ét job om ugen, gå til møder i jobcenteret og a-kassen, log ind på jobnet.dk mindst hver syvende dag, registrer det hele på ‘jobloggen’ og vær klar til at tage et arbejde i morgen.

Men når a-kasserne sender danske dagpenge til udlandet, får de i mere end hvert sjette tilfælde aldrig svar på, om modtageren følger reglerne og aktivt står til rådighed, når de sender en forespørgsel.

Det viser nye data fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, over hvor ofte a-kasserne får svar fra de udenlandske arbejdsformidlinger, der skal holde øje med dagpengemodtagerne.

- Det er fuldstændig groteske tal. Hvordan kan det være, at danske ledige skal leve op til en lang række krav for at kunne få dagpenge, mens der er folk, der rejser ud, og vi aner ikke, om de lever op til reglerne, siger spidskandidat til Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti Peter Kofod.

Socialdemokratiet mener, at de manglende svar er en regulær skandale.

- Det er et brud på EU-traktaten, der forpligter landene til loyalt samarbejde med hinanden. Jeg er dybt forundret over, at det har fundet sted, og at det er sket på beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens (V) vagt, siger Jeppe Kofod, der er Socialdemokratiets spidskandidat til europaparlamentsvalget.

Svaret er tavshed mere end hver 6. gang

En aktindsigt fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at a-kasserne i 2017 sendte 2.234 underretninger til udenlandske arbejdsformidlinger og modtog 1.839 svar. I 17,3 procent - eller hvad der svarer til mere end hver sjette gang - modtog a-kassen aldrig et svar.

Det betyder, at den danske a-kasse dermed ikke ved, om dagpengemodtageren leder efter arbejde i udlandet, står til rådighed eller måske endda har illegal indkomst ved siden af de danske dagpenge.

- Får man den idé, at man vil søge arbejde i Spanien, Portugal eller et andet EU-land, så kan man få dagpengene med. Det pågældende lands myndighed kontrollerer, at vedkommende står til rådighed for det lokale arbejdsmarked, men det varierer meget, hvilke svar vi modtager, når vi spørger, siger Verner Sand Kirk, direktør for brancheforeningen Danske A-kasser, der ved dette folketingsvalg også stiller op for Socialdemokratiet.

Ifølge reglerne har EU-borgere og danskere med dagpengeret lov til at tage dagpenge med til udlandet i op til tre måneder. En mulighed, som 2.228 personer benyttede sig af i 2017.

Af dem tog knap halvdelen dagpengene med til Østeuropa, viser et notat fra Danske A-kasser.

Udlændinge skal, udover at opfylde de almindelige betingelser for ret til dagpenge, have arbejdet to måneder i Danmark indenfor en tre-måneders periode for at kunne eksportere dagpenge ud af landet.

DF: Regeringen bør hanke op i sig selv

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti opfordrer regeringen og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen til at handle hurtigst muligt.

- Jeg synes, den danske regering skal tage at hanke op i sig selv og finde ud af, hvordan man har tænkt sig at kontakte de andre lande og finde ud af, hvad der er grunden til, vi ikke hører mere, siger Peter Kofod.

Jeppe Kofod mener, at sagen er en "hån mod danske dagpengemodtagere, der følger reglerne".

- Det er vildt, at regeringen ikke har været mere opmærksom på det og gjort noget. Det er ikke nok at snik-snakke med vennerne i ministerrådet. Den rette fremgangsmåde ville være straks at gå til kommissionen, der skal håndhæve brud på EU-traktaten, siger Jeppe Kofod.

Men Troels Lund Poulsen opfordrer kritikerne til at feje for egen dør.

- Jeg synes, de begge glemmer, at det samme fandt sted, da Mette Frederiksen var minister. Det er ikke et problem, der er opstået på min vagt, men derimod noget, der længe har været en klods om benet.

Bange anelser efter opholdskrav

Hos brancheforeningen Danske A-kasser giver svarprocenten fra de udenlandske myndigheder desuden bange anelser i forhold til regeringens nyindførte såkaldte opholdskrav.

Her skal a-kasserne bruge dokumentation fra udlandet i forhold til, hvor lang tid medlemmerne har boet og arbejdet i udlandet for at se, om vedkommende er berettiget til dagpenge i Danmark.

- I modsætning til reglerne for eksport af dagpenge er reglerne om opholdskravet fuldstændig ukendte i udlandet og skal ikke besvares af de samme myndigheder, siger direktør Verner Sand Kirk.

Facebook
Twitter