Hver tredje forælder: Det er i orden at følge sit barn på GPS

En GPS-udstyret mobiltelefon kan hjælpe forældre med at holde styr på deres børn - noget en tredjedel af forældrene finder i orden at gøre.

(Foto: Grafik: Mie Hvidkjær © DR Nyheder)

Den er en uundværlig del af hverdagen for størstedelen af Danmarks børn og unge.

Den kan sms'e, den kan ringe og den kan gå på Facebook og Snapchat.

Men en mobiltelefon med GPS, der ligger i barnets eller den unges lomme, kan også fortælle bekymrede eller nysgerrige forældre, hvor deres barn befinder sig henne.

Og det mener hver tredje forælder, at det er helt eller delvist i orden at orientere sig om.

Det viser en undersøgelse blandt forældre til børn i alderen otte til 17, som Epinion har foretaget for DR Nyheder.

Undersøgelsen viser også, at knap halvdelen af forældrene mener, at det generelt ikke er i orden at holde styr på, hvor sønnen eller datteren er henne ved hjælp af hans eller hendes telefon.

Til gengæld er der stor enighed om, at barnet eller den unge skal have det at vide, hvis forældrene følger med i hans eller hendes færden. Det siger 85 procent af de adspurgte forældre.

Peter Lauritsen, der er professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet, forsker for øjeblikket i, hvad forældrenes mulighed for at overvåge børnene ved hjælp af deres mobiltelefoner, gør ved relationerne i en familie.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man vil indskrænke børns frihed, så får man en bedre mulighed for det nu. Men omvendt giver overvågning også mulighed for at øge trygheden og at man helt simpelt kan koordinere ting lettere, siger Peter Lauritsen.

Der er meget mere om overvågning i 'Menneskejagt' på DR3 i aften kl. 21.30, hvor otte danskere bliver sendt på flugt med et hold af tidligere politifolk i hælene.

SAGEN KORT

  • Med den GPS, der er indbygget i nye mobiltelefoner, kan forældre følge med i, hvor deres børn er henne.

  • En tredjedel af forældrene til børn mellem otte og 17 mener, at det er helt eller overvejende i orden at følge sit barn via GPS'en i barnets mobiltelefon, viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR Nyheder.

  • Bekymrede eller nysgerrige forældre kan benytte sig af en række forskellige apps til finde deres børn.

Facebook
Twitter