Hver tredje gymnasiepige har røget hash

Ny forskning viser, at hver anden dreng og hver tredje pige på gymnasiet har prøvet at ryge sig skæv.

Flere gymnasieelever har prøvet at ryge hash end tidligere. (© DR)

Der bliver røget flere pinde, når landets gymnasieelever holder fester. Til gengæld bliver der knappet færre øl og Bacardi Breezers op, når festen er kommet i gang.

Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.

Siden 1996 er andelen af gymnasiepiger, der har prøvet at ryge hash, pot eller skunk steget fra 19 til 31 procent. Hvad angår drengene, så er tallet steget fra 26 til 50 procent.

Til sammenligning har godt hver anden pige og dreng på erhvervsskolerne prøvet at ryge hash.

Til gengæld har der været en nedgang i andelen af gymnasieelever, som ofte vågner op med tømmermænd.

- Der er lidt færre, der ofte drikker, mens der er flere, som har prøvet at ryge hash. Derfor kan man sige, at der har været en forskydning i brugen af rusmidler, siger Pernille Bendtsen, der er projektleder ved Statens Institut for Folkesundhed.

Mere normalt at ryge hash

Mere end 70.000 gymnasieelever har deltaget i undersøgelsen, som bliver offentliggjort i sin fulde længde til august.

12 procent af de adspurgte gymnasieelever svarer, at de har røget hash inden for den seneste måned. Og 6,8 procent af pigerne og 22 procent af drengene fortæller, at de har røget hash ti gange eller mere.

Der er dog ikke blevet set nærmere på, hvorfor de unge i højere grad tager en joint og ikke en sixpack øl med til gymnasiefesterne.

Men ifølge Jakob Johan Demant, lektor ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, er det generelt blevet mere almindeligt blandt de unge at ryge hash.

- Vi har en forandring i rusmiddelkulturen, som handler om, at cannabis er blevet normaliseret. Det er fuldstændigt acceptabelt at prøve det nogle enkelte gange, siger han.

Unge føler sig pressede

Spørger man misbrugsekspert og psykiater Henrik Rindom, der til daglig rådgiver unge med misbrugsproblemer i Stofrådgivningen, kan man ikke sige noget om, hvorfor de unge gymnasieelever er begyndt at ryge mere hash.

Han vil ikke afvise, at det kan skyldes, at en del af de unge gymnasieelever føler sig pressede i hverdagen.

- Mange af de unge, der henvender sig til Stofrådgivningen, har alskens forskellige problemer af personlige karakter. Mange er usikre på rigtig mange punkter, og derfor ryger de en joint for at få det bedre og slappe af, siger Henrik Rindom og understreger, at der er tale om ”en kedelig udvikling”.

- Jo flere, der prøver hash, jo flere risikerer at blive hængende i det bagefter, siger han.