Hver tredje landmand er kvinde

Rigtig mange kvinder arbejder i landbruget. Herhjemme er 30 procent af landmændene kvinder, og i andre europæiske lande er op mod halvdelen af arbejderne i landbruget kvinder.

30 procent af arbejdsstyrken på de danske gårde er kvinder. (© Colourbox.com)

Landmænd kan godt bruge mascara og have langt lyst hår.

Rent faktisk er omkring 30 procent af arbejdsstyrken på de danske gårde kvinder. Og i visse andre europæiske lande er der endnu flere kvindelige landmænd.

Rygraden i landbruget

Det skal politikerne have øje for, mener COPA, der er landbrugets europæiske organisation.

- Kvinder er rygraden i landbrugssektoren. Der bliver større og større andel af kvinder ude på gårdene, og deres arbejde skal virkelig værdsættes, sagde Adriana Bucco, formand for COPAs kvindekomite under et seminar i går i Carceres, skriver Landbrugsavisen.

Helt op til 47 procent af arbejdsstyrken på landet i Europa er kvinder.

Social sikring og uddannelse

Og Adriana Bucco peger på, at kvinderne skal sikres ligestilling med mændene. De skal modtage social sikring, som ikke er en selvfølge for kvinder i alle lande, samt uddannelse og efteruddannelse, der tager højde for, at kvinder udgør så stor en del af arbejdsstyrken.

Derudover skal der blandt andet være bedre pasningsforhold for kvindelige landmænd med børn, mener COPAs generalsekretær Pekka Pesonen.

FacebookTwitter