Tomme alkoholflasker på bordet, en stangstiv mor i sofaen og konstante råb mod barnet, der netop er kommet hjem fra skole.
Overstående er et eksempel på psykisk vold mod børn, der kan forplante sig i børnenes voksenliv. Og det sker ofte, viser en undersøgelse udarbejdet af Børnerådet blandt over 4.000 børn i 7. klasse.
Her svarer 17 procent af børnene i alderen 12-13 år, at de har været udsat for psykisk vold som råb, overværelse af skænderier og ydmygelser mellem forældrene og lignende mindst én gang i løbet af det seneste år. Noget der kan få store konsekvenser for børnene i deres videre liv.
Psykolog og næstfomand Lone Beyer fra Børnerådet, vurderer, at det særligt er den uforudsigelighed, der rammer børnene i sådanne hjem, der får dem til at leve i angst.
- Man får på den lange bane fornemmelsen af, at man hele tiden skal afveje situationen: ’Hvordan er humøret i dag? Går jeg på glasskår? Eksploderer de som en løve lige om lidt?
Børnene vil altid være på vagt
Et typisk kendetegn ved psykisk vold er, at børnene oplever at blive ignoreret af den voksne, blive talt grimt til eller oplever vold mellem forældrene.
- Det er noget, der sætter sig, og det betyder noget, hvordan man interagerer med andre, fordi man har lært at være på vagt. Man vil især få problemer, hvis der er optakt til konflikt. Det kan bare være en almindelig diskussion, men hvis man er vant til at være på vagt over stemmer, der kommer op i et højere toneleje, jamen så kan man blive meget utryg ved det, fortæller Lone Beyer.
I undersøgelsen svarer 8,3 procent af børnene, at de har været udsat for ” negative ikke-fysiske reaktioner fra de voksne i hjemmet ved en konflikt med barnet.”.
Professor Ask Elklit, der forsker i klinisk psykologi ved Syddansk Universitet, advarer om, at det kan få stor betydning for børnene, hvis de ender med følelsen af ”ikke at være noget værd”.
- Barnet får opfattelsen af, at det ikke kan præstere så meget, at det ikke er elsket, at ingen holder af det og vil det godt. Og det sætter sig inde i barnet på den måde, at selvværdet bliver dårligere. Det kan blive så dårligt, at det begynder at lave ting, der er dummere, fordi det føler ikke, at det slår til i nogen sammenhænge eller hører til i sin egen familie.
Psykisk vold går med i voksenlivet
I undersøgelsen svarer 9,7 procent af børnene, at de kender til vold, trusler og ydmygelser mod deres søskende, ligesom 4,2 procent af dem har oplevet vold, trusler og ydmygelser mellem forældrene.
Ask Elklit har blandt andet undersøgt børns trivsel og konsekvenserne af ikke at trives. Resultaterne af psykisk vold er nedslående.
- Der er overraskende nok rigtig mange af dem, der er undervægtige. Der er forholdsvis mange, der har PTSD (posttraumatisk stresslidelse) og en højere grad af kriminalitet, siger han.
Men det at opleve psykisk vold er i sig selv ikke skadeligt, hvis det er et isoleret tilfælde, slår han fast. Det er noget, alle børn før eller siden vil opleve. De farlige konsekvenser sker først, hvis det bliver hverdag.
Du kan se mere om emnet, når DR2 mandag aften klokken 21.30 sender dokumentaren "Vejen væk fra volden", der undersøger, hvad der sker, når børn udsættes for fysisk og psykisk vold.
- Alle børn bliver drillet og nedvurderet – det er en del af livet. Det er ikke noget, der i sig selv er skadeligt. Det er mængden af det, siger han.