Ulla Kristiansen er en frisk dame på 90 år, men siden hun flyttede ind på Knud Lavard Centret i Ringsted, har tankerne om livets afslutning fyldt mere. Og hun er også blevet bedt om at tage stilling til, hvad hun ønsker, og ikke mindst ikke ønsker.
- Jeg vil ikke have hjertelunge-redning, for jeg har ikke lyst til at leve, hvis jeg nu bliver behandlet og vågner op som en grøntsag, det synes jeg er åndssvagt. Og jeg er jo også så gammel nu, så det er jo også på tide, at man kommer herfra.
Knud Lavard Centret i Ringsted, hvor Ulla Kristiansen bor, er med i et projekt, der handler om at forebygge unødvendige og uværdige indlæggelser. Med i projektet er også ledende overlæge på akutafdelingen i Slagelse, Helle Harkjær Andersen.
Hun oplever alt for ofte at modtage plejehjemsbeboere, der dør på vej til sygehuset eller kort efter, de er ankommet.
- Det berører os altid dybt herinde på akutafdelingen, når en patient bliver indlagt og dør efter få minutter eller timer, og det tydeligvis ikke var det, der var det rette forløb for den patient med nogle ulykkelige pårørende og en kaotisk sidste time af deres liv.
Derfor har beboerne på to plejehjem i Ringsted og Næstved kommuner haft en samtale med deres plejehjemslæge om, hvilke ønsker de har til den sidste tid, eller alternativt har de pårørende haft samtalen, hvis der er tale om demente borgere.
- Så når en beboer her bliver akut dårlig eller får hjertestop, så er det første, medarbejderen skal gøre, at slå op i den elektroniske patientjournal. Og på forsiden står der, hvad man skal gøre, når det her sker, siger leder af Knud Lavard Centret Marie Magnussen Jørgensen.
Det vil også være tydeligt for vagtlægen eller weekendpersonalet på plejehjemmet, for ofte sker indlæggelser netop uden for almindelig arbejdstid, hvor det faste personale er på vagt.
Ulla Kristiansen har flere gange oplevet at have blødninger fra tarmen. Senest i efteråret, hvor hun blev indlagt og fik lavet en kikkertundersøgelse. Det fik hende til at tage endnu en beslutning. Det vil hun ikke gennemgå én gang til.
- Det var ikke sjovt, jeg synes, jeg havde rigtigt svært ved at komme ovenpå igen.
Man kan fortryde sit valg om ikke at blive indlagt
Men Ulla Kristiansen hænger selvfølgelig ikke på beslutningen, hvis hun fortryder, næste gang hun bliver syg.
- Det vil altid være sådan, hvis Ulla begynder at bløde, at vi vil spørge hende, om det stadig er det valg, hun har truffet, eller om hun har ombestemt sig, siger Marie Magnussen Jørgensen, leder af Knud Lavard Centret i Ringsted.
Samtidig bliver beboerne så vidt muligt behandlet i deres egen plejebolig, og sygeplejerskerne er blevet kompetenceudviklet i forhold til akutsygepleje. De næste to år bliver 1000 sosu-assistenter i Ringsted, Næstved, Slagelse og Sorø også sendt på et kursus i akutsygepleje, i takt med at projektet udvides til de kommuner.
- Jeg håber, at projektet betyder, at borgerne kan have en oplevelse af, at de får deres ønsker opfyldt og får en værdig afslutning på livet. Og samfundsmæssigt ønsker jeg mig da også, at det er de rigtige patienter, der ligger i sengen på sygehuset, og dem, vi kan behandle her, skal vi behandle her, siger Marie Magnussen Jørgensen.
Trine Kjær er professor i Dansk Center for Sundhedsøkonomi på SDU. Hun mener, at kombinationen af at skabe trivsel hos plejehjemsbeboerne og samtidig spare ressourcer er win-win, men man skal også være helt sikker på, det virkelig er de ældres ønske at fravælge indlæggelse.
- Der må ikke være den mindste tvivl om, at borgernes fravalg ikke handler om, at de ikke vil være en byrde for de pårørende.
Men det er ikke den oplevelse, overlæge på akutafdelingen på Slagelse, Helle Harkjær Andersen, har.
- Snarere oplever jeg en gang imellem, at der er ældre mennesker, som lader sig overtale af deres pårørende til lige at komme på sygehuset endnu en gang og få endnu en undersøgelse, som den ældre måske i virkeligheden ikke selv havde lyst til.
På Knud Lavard Centret i Ringsted sidder 90-årige Ulla Kristiansen i sin hyggelige stue. Hun har tænkt på det hele: Ingen genoplivning, ingen behandling ved blødning fra tarmen, og hun har skrevet ned, hvad hun ønsker at have på i kisten, og hvilke salmer der skal synges ved bisættelsen. Kun én ting kan hun ikke planlægge, hvornår døden kommer.
- Jeg er så bange for at dø alene, siger hun med tårer i øjnene til sygeplejersken, der holder hendes hånd.
- Vi gør alt for at være hos dig, indtil familien kan være fremme, forsikrer sygeplejersken Ulla.