Hvis du er privatansat: Tal med din chef om, hvad der skal ske

I modsætning til de offentligt ansatte er det nu op til din chef, hvordan du som privatansat skal forholde dig i de kommende uger.

Beskeden til de privatansatte er foreløbigt enkel. Tal med din nærmeste chef om, hvad der skal ske. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Tal med din nærmeste chef om, hvad der skal ske. Så klar lyder beskeden til alle ansatte i det private i Danmark.

For i modsætning til de offentligt ansatte, der i vid udstrækning bliver sendt hjem med løn, gælder det ikke for de privatansatte.

Det kommer nemlig helt an på arbejdspladsen og arbejdets karakter.

- Alle private arbejdsgivere opfordres til at sikre, at flest muligt arbejder hjemmefra, afspadserer eller afholder ferie under iagttagelse af opretholdelse af kontraktmæssige forpligtelser, som for eksempel eksport, og leverancer, skriver myndighederne på coronasmitte.dk, hvor der kan findes svar på en lang række praktiske spørgsmål.

- Endvidere opfordres til, at der alene afholdes fysiske møder med videre, hvis det er absolut nødvendigt, og at der tages øvrige relevante tiltag for at sikre hensigtsmæssig adfærd på arbejdspladsen, skriver myndighederne.

Forsyning skal sikres

For selvom store dele af samfundet bliver sat på pause, så skal der stadig sikres en fødevareforsyning, så der er varer på hylderne, medicin på apotekerne, strøm og vand, skraldespande skal tømmes og den slags.

Myndighederne forklarer også, at private virksomheder ikke får erstatning, når medarbejderne arbejder hjemme.

- Opfordringen går på, at alle medarbejdere, der kan arbejde hjemmefra, afspadsere eller holde ferie, skal blive hjemme. Vi skal fortsat holde hjulene i gang, men det kommer til at ske i et lavere tempo. Det skal for eksempel fortsat være muligt for virksomhederne at fortsætte produktionen, og for den enkelte at gå i dagligvarebutikker, gå på apoteket, få fødevarer og afhentet deres affald, står der på coronasmitte.dk.

FacebookTwitter