Hvis mundingsløb kunne tale: Jørgen jagter drabelige historier om mystiske modstandsvåben

Politiets frit lejde for ulovlige våben er slut. Men for museumsinspektør er jagten på krigsvåbnenes historie først lige begyndt.

Med et rutineret greb glider magasinet perfekt på plads i pistolens skaft.

- Det er en P08, bedre kendt som en Luger, fortæller Jørgen Walseth.

Han tager ladegreb på pistolen. Der lyder et lille klik, da han slår sikringen til.

”Gesichert” (sikret, red.), står der på tysk, da den lille tommelfingerknap skydes til side.

Lige præcis denne pistol er produceret under Første Verdenskrig. Men årsagen, til at den nu ligger hos Jørgen Walseth på Tøjhusmuseet i København, skal findes i en dramatisk maj-dag i 1945.

Pistolens oprindelige tyske ejer slap i de hektiske dage efter krigen med nød og næppe fra at blive skudt på kajen i Helsingør, men måtte til gengæld ofre sin pistol som et bevis på, at krigen var endeligt afsluttet for den tyske besættelsesmagt i Danmark, fortæller Jørgen Walseth.

Det er ikke usædvanligt at gamle våben rummer en god historie. Det svære er at få historierne frem – og få dem dokumenteret for eftertiden.

Det ved Jørgen Walseth alt om. Som museumsinspektør på Tøjhusmuseet i København, der i dag er en del af Nationalmuseet, får han tilbudt mange af de våben, som bliver afleveret til politiet under frit lejde-aktioner.

Senest har danskere med våben gemt af vejen i løbet juni måned anonymt kunnet aflevere dem på politistationer landet over uden at frygte for straf.

Det er der mange, der har gjort. Hele 10.459 skydevåben har politiet modtaget under frit lejde-aktionen. Det er det næsthøjeste antal afleverede våben i 47 år.

Nu er et par pistoler endt op her på museet i København, hvor museumsinspektøren gennemgår håndvåbnene. Blandt andet den tyske Luger.

- Det er jo en gammel en. Jeg mener, den hedder P08, fordi den bliver produceret fra 1908. Der kan du se, dér står 15, så den er faktisk fra Første Verdenskrig, siger han og peger på pistolens serienummer.

Går efter de gode historier

De fleste af de våben, som Jørgen Walseth skal vurdere efter frit lejde-aktionen, ligger dog fortsat ude på politistationerne.

Nogle af dem skal først testes af politiet for at sikre, at der ikke er tale om gerningsvåben til forbrydelser, fortæller han.

- Politiet vurderer, hvilke ting der skal prøveskydes, hvis man har mistanke om, at det har været brugt til et eller andet. Så det er en lang proces, siger han.

Tidligere har museet taget imod enorme mængder våben fra frit lejde, men de mange genstande fylder efterhånden godt op i museets samling.

Jørgen Walseths kriterium for at optage våben fra frit lejde i museets samling er derfor, at våbnene har en dokumenteret historie. Historien skal være god og helst komme som en førstehåndsberetning direkte fra den primære kilde, fortæller han.

- Men det bliver sværere og sværere at få den gode historie sat på. Fordi de fleste modstandsmænd er jo døde. Og så går våbnene til børn eller venner af familien, og så er vi allerede ude i tredje- og fjerdehåndsoplysninger, siger han.

Sår tvivl om våben fra Hvidstensgruppen

Lige præcis sådan en problemstilling kom Jørgen Walseth for ganske nylig ud i, da Sydjyllands Politi på Twitter skrev, at man havde fået indleveret 25 våben, som skulle være blevet kastet ned til den kendte modstandsgruppe Hvidstensgruppen under Anden Verdenskrig.

- Af gode grunde er det ikke nogen fra Hvidstensgruppen, der har afleveret dem. Men efter sigende er det nogle våben, de skulle have afleveret til en mand i Sønderjylland, som har afleveret dem til en anden. Og han siger så, at det er fra Hvidstensgruppen, siger Jørgen Walseth.

Han peger på den tændte computerskærm, hvor billederne, som politiet lagde på sociale medier efter indleveringen, sender hvidt, skærende lys ud i det dunkle kontor.

Med sin pegefinger på skærmen tæller han blandt andet flere tyske rifler samt en italiensk og dansk maskinpistol. De kan umuligt være nedkastet fra fly af de allierede under krigen, siger han.

Et par britiske våben, heriblandt et Bren-maskingevær og flere Stengun-maskinpistoler toner frem i næste billede fra politiet. De kan potentielt godt være våben fra den kendte modstandsgruppe, siger Jørgen Walseth.

https://twitter.com/SjylPoliti/status/880433699443093509

- Det kan jeg ikke afvise, men jeg kan bare aldrig få det bevist eller dokumenteret. For der er ingen breve. Der har ikke været ført protokoller, for dengang skulle det jo helst være relativt hemmeligt, og man skulle helst heller ikke kende navnene på hinanden, siger han.

Mysteriet om den tyske Luger

Et andet af de mysterier, som Jørgen Walseth for nylig har set på, handler om den tyske Luger, der blev afleveret sammen med to andre meget forskellige pistoler - en svensk pistol og en britisk revolver.

Tirsdag den 4. juni – kun et par dage efter at frit lejde aktionen i sidste måned var gået i gang, troppede en 96-årig mand op på politistationen i Gentofte. Med sig havde han de tre pistoler og et maskinskrevet brev.

- Vi havde jo ham brigademanden på 96 år, der kommer fra Nordsjælland og afleverede dem til politistationen deroppe. Politiet skrev så til os på Nationalmuseet, fortæller Jørgen Walseth, som allerede dér syntes, det lød til, at pistolerne kunne rumme en spændende historie for museet.

Den 96-årige blev derfor efterlyst i lokale medier og ringede efter et par dage selv til politiet, som nu har formidlet kontakten til Jørgen Walseth.

Dengang i 1945 var den nu 96-årige officer i Den Danske Brigade. Hans tre pistoler har ligget gemt væk i mere end 70 år, men ved politiets frit lejde-aktion valgte han selv at aflevere dem, fortæller Jørgen Walseth.

Udover den tyske Luger har manden også afleveret sit svenske tjenestevåben samt en engelsk Webley-revolver, som han fandt, da han efter krigen sejlede med en britisk minestryger.

- Mange af de her gamle modstandsfolk, de har jo haft dem liggende. Man vidste ikke, hvad der kunne ske, og så har de jo ligget derude på lofter og i skuffer, eller hvor pokker de nu har gemt dem, siger han.

Under krigen blev den 96-årige optaget og trænet som officer i Den Danske Brigade i Sverige. I krigens år stod brigaden klar til gå i land i Danmark, der var besat af Nazityskland. Brigaden var noget, som typisk modstandsfolk på flugt fra nazisterne i Danmark meldte sig til, hvis det lykkedes dem at flygte til det neutrale naboland.

- Så tager de til Sverige og melder sig til Den Danske Brigade, og så laver man en hærstyrke i Sverige, som dels er udrustet af svenskerne med svensk materiel, fortæller Jørgen Walseth.

Forskræmt tysker smed sin Luger

Frugten af efterlysningen ligger nu her på museumsinspektørens bord – endnu et maskinskrevet brev, der i større detaljer og med optegnelser beskriver en dramatisk episode på havnen i Helsingør.

Ifølge brevet fra officeren finder den dramatiske hændelse sted søndag den 6. maj 1945. Den tyske hær i Danmark har netop overgivet sig, og den nu 96-årige mand er bare en ung officer i Den Danske Brigade, der lige er landet fra Sverige.

På havnen i Helsingør er han i gang med at losse det materiale, som er sejlet over fra Sverige sammen med brigaden af danske frivillige.

Pludselig viser en bil sig i det fjerne. I den sidder tyske uniformerede soldater.

De danske soldater på kajen gør tegn til, at tyskerne skal stoppe. Men bilen standser ikke, da den første danske vagtpost på havnen råber dem an, fortæller museumsinspektøren.

- Den kører bare videre. Så den næste vagtpost råber også holdt. Men tyskerne kører bare videre. Vagtposten skyder derfor mod dem, fortæller Jørgen Walseth.

Chaufføren og to tyske officerer bliver dræbt, da vagtposten åbner ild. Men én af passagererne i bilen bliver ikke ramt.

- Der er en af dem, der hopper ud af bilen og løber hen for at stille sig op ad en mur. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Han er bange for at røre sig, for hvis man rør sig for meget, så kan man jo blive skudt, siger Jørgen Walseth.

I samme øjeblik går den danske officer frem mod den uskadte tysker. For at vise, at han overgiver sig, smider tyskeren sin pistol ind i en nærliggende have.

- Tyskerne har jo overgivet sig, men de tyske soldater bor stadig oppe på Kronborg, så den danske officer siger til tyskeren, at det er en misforståelse, og at han kan roligt gå op til slottet igen. Det gør tyskeren så. Og så løber ham her vores brigademand ind i haven og tager pistolen - og så bliver det en slags souvenir, siger Jørgen Walseth.

En vigtig kilde til vores historie

Den 96-åriges svenske Husqvarna Lahti-pistol, den britiske Webley-revolver, som han fandt på minestrygeren, og tyskerens karakteristiske P08 Luger, der for over 70 år siden blev smidt på havnen i Helsingør, ligger nu foran Jørgen Walseth.

Mens museumsinspektøren minutiøst gennemgår våbnenes detaljer, forklarer han, hvad det er, sådanne våben i dag kan bruges til at fortælle os om historien.

Ifølge Jørgen Walseth er museets våben en vigtig kilde til den nyere historie på samme måde som potteskår og stenøkser er det for de af hans kollegaer, der arbejder med forhistoriske perioder.

Nu ligger denne P08 Luger så mange år efter de dramatiske befrielsesdage på et museum i København.

Men takket være vidnesbyrdet fra den forhenværende ejer kan den være med til at gøre os en lille smule klogere på, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, mener museumsinspektøren.

- Ellers bliver man jo rodløs, hvis vi ikke kender vores forhistorie, siger Jørgen Walseth, imens han pakker de tre håndvåben og brevet fra den 96-årige ned i en papkasse, hvorfra de nu vil udgøre endnu en historisk brik i museets samling.

Facebook
Twitter