Hvis storkonflikt lukker børnehaven: Forældre kan få pengene tilbage

Hvis strejke eller lockout lukker dine børns institution, kan du få penge tilbage.

Hvis dine børn ikke bliver passet på grund af strejke eller lockout, så kan du forvente at få penge retur. Hvis beløbet overstiger en vis størrelse. Det oplyser Børne- og Socialministeriet til DR Nyheder. (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

Hvis børnene ikke bliver passet, skal forældrene heller ikke betale.

Sådan lyder beskeden fra Børne- og Socialministeriet til kommunerne, før en eventuel strejke eller lockout låser tusindvis af børn uden for institutionerne fra begyndelsen af april.

Dermed ser det ud til, at familier med børn i lukkede institutioner slipper for forældrebetalingen for de dage, hvor børnene ikke bliver passet.

Det oplyser Børne- og Socialministeriet til DR Nyheder.

Tirsdag varslede Danmarks Lærerforening og Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, at 10.900 lærere og pædagoger vil strejke fra 4. april, hvis det ikke lykkes at tegne en ny overenskomst. Strejken ventes at påvirke mere end 100.000 børns dagligdag.

Lockoutvarsel vil ramme institutioner

Onsdag fulgte Kommunernes Landsforening og Danske Regioner op med at varsle en landsdækkende lockout af i alt flere end 300.000 ansatte. Både folkeskoler og daginstitutioner vil 100 procent blive ramt, hvis det kommer til en lockout 10. april, oplyser KL's chefforhandler, Michael Ziegler (K).

Dermed kan mange af landets børnefamilier altså stå uden pasningsmuligheder, hvis overenskomstforhandlingerne bryder endeligt sammen i Forligsinstitutionen.

I 2008 strejkede pædagogerne i 15 kommuner. Dengang dikterede et notat fra Velfærdsministeriet til Kommunernes Landsforening, at strejkeramte børnefamilier skulle tilgodeses økonomisk. Vel at mærke hvis beløbets størrelse ikke stod i ‘væsentligt misforhold’ med de administrative udgifter.

Det er netop det notat, der før den aktuelle konflikt fortsat står ved magt. I dag har Børne- og Socialministeriet overtaget Velfærdsministeriets ansvarsområde.

Ifølge dagtilbudsloven betaler forældre selv op til 25 procent af udgiften til deres børns institutionsplads.

Kommunernes Landsforening er ikke vendt tilbage på DR Nyheders henvendelser i sagen.

Facebook
Twitter