Hvor filan ligger Bylderup-Bov? 10 danske byer, vi ikke aner, hvor ligger

Der gættes i gennemsnit 134 kilometer forkert, når Bylderup-Bov skal findes på kortet i DR's Danmarksquiz.

På en god sommerdag kan gæster fra andre byer nu godt finde frem til Bylderup-Bov og byens friluftsbad, lyder det fra Andreas Hansen. (Foto: Martin Kjærgaard)

Hvor god er du til at placere 10 helt tilfældige danske byer?

I en quiz her på dr.dk, kan du teste din lokale, geografiske sans, og det er der rigtig mange, der allerede har gjort.

Over to millioner gange har brugerne på dr.dk prøvet kræfter med quizzen, og selvom den ikke er videnskabelig, siger resultaterne måske lidt om, hvordan landet ligger.

De fleste af os er rigtig gode til at placere eksempelvis Helsingør, Hellerup og Nyborg. Her rammer vi i gennemsnit otte kilometer forkert.

Anderledes upræcise er vi, når det kommer til Høm, Østerby Havn og Aalbæk. For ikke at tale om Bylderup-Bov.

I gennemsnit gætter folk 134 kilometer ved siden af, når de skal placere Bylderup-Bov.

Men det er måske ikke så mærkeligt, lyder det fra Lis Johannsen, der er bestyrelsesmedlem i Bylderup-Bov Borgerforening.

- Mange af dem, der kommer til Sønderjylland, tager motorvejen, og så kommer de ikke i nærheden af os, for vi ligger rigtig langt fra motorvejen.

- Jeg synes jo, at det er et rigtig dejligt sted, jeg bor. Det er et perfekt og trygt sted at lade sine børn vokse op, siger Lis Johannsen.

Faktisk har de i byen talt om, at de måske ikke markedsfører byen godt nok. Men på den anden side, har de det meget fint for sig selv.

- Jeg tror ikke, folk her i området ville bryde sig om, hvis vi blev overrendt af turister. Folk bor her også fordi, der er fred og ro, siger Lis Johannsen.

Andreas Hansen, der er halinspektør, står ved et af de steder, der rent faktisk lokker folk til den ukendte by. Byens friluftsbad.

- Har vi 14 dage med rigtig fint vejr, så har vi også kunder fra både Aabenraa, Padborg og Tønder, siger han.

Bylderup-Bov er den by i quizzen, deltagerne har sværest ved at placere.

Men det er nu mest de lokale, der nyder godt af stedet i her i sommerferien, hvor langt flere bliver i Danmark end normalt.

0,05 procent af brugerne rammer under ti kilometer ved siden af. Ti procent rammer under 140 kilometer ved siden af og 25 procent rammer 260 kilometer ved siden af.

Bylderup-Bov ligger i øvrigt mellem Tønder og Aabenraa i Sønderjylland - små ti kilometer fra grænsen.

Facebook
Twitter