Hvordan er det nu lige, det er? Sådan stemmer du korrekt til kommunalvalget

Reglerne er simple, men vigtige når du står i stemmeboksen.

I dag skal krydset til kommunal- og regionsrådsvalget sættes. Men hvordan sætter du krydset rigtigt? Og må du tage et billede og dokumentere på de sociale medier, at du har været nede at stemme?

Det er vigtigt at følge de gældende regler, når du afgiver din stemme, ellers kan du risikere, at din stemme bliver ugyldig.

Få styr på reglerne her.

Sæt to krydser

(Foto: Henrik Bagger)

Du skal huske at sætte to krydser.

Det ene kryds er din stemme til kommunalvalget. Det andet kryds er din stemme til regionsrådsvalget.

Dit kryds skal enten være et x eller et +. Laver du eksempelvis en cirkel, et bogstav eller noget helt tredje, som ikke ligner et kryds, så vil din stemmeseddel være ugyldig.

Ingen tegninger

(Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Du må ikke skrive eller tegne på stemmesedlen. Selvom du har sat et kryds efter reglerne, vil din stemmeseddel ikke tælle med, hvis du eksempelvis har skrevet dit navn eller tegnet på sedlen. Du må heller ikke teste om kuglepennen virker på sedlen. Kommer du til at lave en krusedulle, skal du bede om en ny seddel.

Du må heller ikke lave et hjerte eller en stjerne, hvis du er særligt begejstret for kandidaten, lyder det fra valgkonsulent Christine Boeskov fra Indenrigs- og Boligministeriet.

- Det er en rigtig dårlig ide, for hvis man skriver eller tegner noget, som giver stemmesedlen særpræg, så bliver den simpelthen ugyldig. Det har noget at gøre med stemmehemmeligheden. Hvis du skriver noget, som man kan forbinde med dig, åbner det op for, at man kan sælge sin stemme.

Husk, at det kun er intakte stemmesedler, der tæller med. Er sedlen i stykker, eller er der et hjørne, der er revet af, bliver sedlen betragtet som ugyldig.

Intet kryds

(© Claus Fisker)

Hvis du afleverer en blank stemmeseddel uden et kryds, er den ugyldig, men den tælles stadig med i det samlede antal af stemmer.

Ved seneste valg i 2017 blev der registreret 50.562 ugyldige stemmer til kommunalvalget. Ved regionsrådsvalget var tallet 139.475, oplyser Bolig- og Indenrigsministeriet.

Store børn må ikke være med i stemmeboksen

(Foto: Henrik Bagger)

Har du store børn med på valgstedet, må de ikke gå med ind i stemmeboksen, når du afgiver din stemme. Små børn må gerne komme med ind.

- Udgangspunktet er, at man skal være alene i stemmerummet, men hvis man har sit toårige barn med på armen, er der nok ikke nogen, der siger noget til det. En god tommelfingerregel er, at hvis børnene er store nok til at kende bogstaverne i alfabetet, bør de vente ved siden af, siger Christine Boeskov.

Ingen selfies eller billeder

Det er ikke tilladt at tage billeder af stemmesedlen.

- Det er lidt det samme, som hvis man gør stemmesedlen genkendelig. Man bryder med kravet om, at man stemmer hemmeligt, siger Christine Boeskov.

Det er dog ikke, fordi de valgtilforordnede står ved siden af og lytter efter kameralyde.

- Der er ikke nogen, der bliver lagt i benlås, og der er ikke straf forbundet med det.

Man må gerne fortælle, hvem man har stemt på – man må bare ikke dokumentere det eksempelvis på sociale medier.

Du har mistet dit valgkort

(Foto: Kristian Djurhuus)

Er du fyldt 18 år - og er dermed stemmeberettiget - skulle du meget gerne have modtaget et valgkort med posten for et par dage siden. Her står der, hvilket valgsted du skal møde op på.

Hvis valgkortet alligevel ikke er nået at lande i din postkasse, betyder det ikke, at du mister muligheden for at stemmer.

Så møder du i stedet blot op på nærmeste valgsted med anden legitimation - for eksempel det gule sundhedskort, kørekort eller pas. Det samme gælder, hvis du har mistet dit valgkort. At du står med valgkortet i hånden, er altså ikke en betingelse for at du kan afgive din stemme.

FacebookTwitter