Det er ikke altid lige nemt at få læst højt for sit barn.
Enten kan det være en hæmsko, hvis man som forælder har svært ved at læse selv. Eller også er det vanskeligt at finde tid og ro til det i hverdagen.
En ny opgørelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at 49 procent af alle mødre læser højt for deres tre-årige børn.
Og ser man på mødrenes uddannelsesniveau, er der store forskelle. 34 procent af mødrene med en grunduddannelse læser højt for deres barn, og 63 procent af mødrene med en lang videregående uddannelse får prioriteret højtlæsning.
Men det behøver ikke være så kompliceret som så, fortæller Dorthe Bleses, professor i børnesprog på Aarhus Universitet.
Nedenfor og i videoen øverst i artiklen kan du få tre gode råd til, hvordan du på bedste vis læser højt for dit barn.
1. Inddrag børnene aktivt
- Det første og vigtigste råd er at inddrage børnene aktivt i samtaler om bøgerne. Bøgerne giver en unik mulighed for at bringe hele verden ind i jeres stue, men børnene får mest ud af det, hvis I samtaler om det, I læser.
- Stil børnene nogle spørgsmål, om hvad der sker i bøgerne og udnyt børnenes interesser til at gøre læsningen nærværende og interessant for dem.
2. Tal om sproget
- Brug de muligheder bøgerne tilbyder til at tale om sprog. Tal om ord som I ikke møder i hverdagen og forklar, hvad de betyder. Men udnyt også at bøgerne sætter fokus på sprogets form. Tal om skrevne ord, bogstaver og lyde. Børnene synes, det er sjovt, og det er med til at støtte deres forudsætninger for at læse.
3. Hav tålmodighed
- Vær tålmodig. Det er rigtig godt at inddrage børn aktivt i samtaler, men børnenes hjerner er ikke lige så effektive, som voksnes er, så de har brug for mere tid for at kunne nå at komme med et svar. Så giv dem tid til at svare.
- Men vær også i det hele taget tålmodig med at lære dem at læse sammen. Det er noget, der kræver øvelse. Små børn har ikke så meget opmærksomhed, og de har brug for tid til at lære det, så giv dem plads til at hoppe rundt og bliv ved. Jo mere I læser, jo mere øges børnenes evne til at sidde sammen med jer, tale sammen og hygge jer.