Hvordan ville Danmark klare VM – i økonomi?

Hvis de 32 VM-hold dystede i økonomi, hvem ville så blive verdensmester? Det har Dansk Industri set nærmere på.

VM i fodbold 2018 finder sted i Rusland, men hvem af de 32 hold ville løbe med guldet, hvis verdensmesterskabet handlede om at finde den stærkeste økonomi?

Det har Dansk Industri i en analyse set nærmere på ud fra en række parametre.

Det er blandt andet kriterier som erhvervsfrekvens, laveste ledighed, højeste velstand og vækst, der runde for runde sender holdene videre i turneringen.

Chefanalytiker hos Dansk Industri, Allan Sørensen, forklarer meget malerisk, at der er visse aspekter fra fodboldens verden, der også gælder, når der skal sejres på den økonomiske grønsvær:

- Ligesom i fodboldens verden, så handler VM i økonomi om, at vi har en solid defensiv, der lukker af for konkurrenterne. Vi har en løbestærk og idérig midtbane, som skaber chancerne for vores målfarlige angribere, der smækker bolden i kassen og sikrer vækst for økonomien, forklarer den fodboldglade økonom.

Danmark i semifinalen

Når det gælder fodbold, er lande som Tyskland, Brasilien, Spanien og Argentina normalt i førertrøjen.

Men når det kommer til Dansk Industris VM i Økonomi, må de traditionelle medaljevindere rejse tomhændet hjem.

Danmark derimod klarer sig godt i turneringen.

Efter at have sparket økonomiske mål ind på stribe, bliver vi dog i semifinalen besejret af Schweiz, der simpelthen udspiller os på det parameter, der handler om at investere mest i forskning og udvikling.

Guldet ender med at gå til Sverige, som i en tæt finale slår Schweiz på højeste vækst i bruttonationalproduktet 2018.

Samlet ender Danmark på flot fjerdeplads.

- Vi kæmper videre, og vi skal udvide vores spillermateriale. Vi skal sikre nogle flere innovative og kreative ideer i vores spil. Så er jeg sikker på, at vi har en god chance om fire år, vurderer chefanalytiker hos Dansk Industri, Allan Sørensen.

I videoen herover artiklen kan du blive endnu klogere på VM i økonomi.

Facebook
Twitter