Hvorfor aflyses koncerter og konferencer på grund af coronavirus - det er jo bare en slem influenza?

Her er fem grunde til, at arrangementer med flere end 1.000 mennesker aflyses.

Regeringen anbefaler, at arrangementer med flere end 1.000 mennesker aflyses. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det sker for at forebygge spredningen af coronavirus. Samtidig opfordrer myndighederne danskerne til at stoppe med at give hånd, kramme og kysse andre, fordi det giver risiko for spredning.

Men hvorfor tager regeringen så drastiske metoder i brug, når coronavirus af mange blot betegnes som en slem influenza? Det forklarede Sundhedsstyrelsen på et pressemøde tidligere i dag. Vi har samlet fem forklaringer på de nye tiltag her.

Store konsekvenser

Erhvervslivet og dansk økonomi kan blive ramt. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Hvis coronavirus bliver en udbredt sygdom i Danmark, kan det få store konsekvenser. Det er en af årsagerne til, at myndighederne går meget langt for at forebygge en stor spredning.

- Tiltagene er valgt for at begrænse smitten og for at afbøde konsekvenser for det omkringliggende samfund. Det er en virus, vi kan forvente kan have store konsekvenser for virksomheder og konsekvenser for økonomien, sagde statsministeren.

Samme pointe kommer fra lægen Peter Qvortrup Geisling:

- Den voldsomme reaktion skyldes, at det her ikke kun handler om den enkeltes sundhed, men mere om samfundet; at sygehusene ikke bliver lagt ned af smittede mennesker og så videre. Der er også meget nationaløkonomi i det her.

Store arrangementer er smittespredere

Mange mennesker tæt samlet øger smitterisikoen. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix)

Når mange mennesker er samlet til en koncert, fodboldkamp eller konference, er der større risiko for, at de kan smitte hinanden.

- Smitterisikoen øges ved arrangementer, hvor mange mennesker er tæt på hinanden, sagde Mette Frederiksen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er grænsen på 1.000 sat der, fordi det er der, det kan gå 'rigtig galt'.

- Men man skal altså stadig tænke sig om, hvis man holder arrangementer på mindre end 1.000 mennesker, siger Martine Grosos Aabye, der er læge hos Sundhedsstyrelsen.

Hvis man undrer sig over, hvorfor store arrangementer anbefales lukket, mens den offentlige transport får lov at køre videre, er svaret:

- Der er en fin balance mellem at gøre alt, hvad man kan, for at forhindre smittespredning mest muligt, og samtidig sikre, at samfundet stadig kan fungere bare nogenlunde. Hvis man lukker samfundet helt ned, kan det have konsekvenser, som potentielt er større end konsekvenserne af smittespredning, siger Martine Grosos Aabye.

Begrænse smitten

Flere vil blive smittet i den kommende tid (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Sundhedsstyrelsen forventer, at mange flere danskere vil blive smittet med coronavirus. Men Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, understreger, at vi kan gøre meget for at forhindre, at smitten bliver omfattende.

Med yderligere tiltag er det myndighedernes håb, at antallet af smittede danskere kan begrænses.

- Det handler om at forsinke og inddæmme den smitte, der lige nu spreder sig rundt om i verden, sagde rigspolitichef Thorkild Fogde.

Helt konkret har myndighederne fem anbefalinger:

  1. 1

    Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.

  2. 2

    Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

  3. 3

    Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt.

  4. 4

    Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

  5. 5

    Vær opmærksom, når du er på steder med tæt kontakt til mange mennesker.

Hellere gøre for meget end for lidt

Fodboldkampe bliver spillet uden tilskuere den kommende tid. (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Statsministeren understregede ved pressemødet, at hun går med livrem og seler i forhold til at forhindre spredning af coronavirus i Danmark. Derfor var hendes opfordring til myndighederne klar.

- I skal gøre det, der er nødvendigt. Jeg vil hellere have, at vores myndigheder går et skridt for langt end et skridt for kort, sagde hun.

Hun understregede samtidig, at det er nu, der skal sættes ind med yderligere tiltag.

- Det her er ikke en overreaktion. Med det smittebillede, vi ser, er det myndighedernes klare vurdering, at alt det, der kan gøres, skal gøres nu. Hvis vi venter, risikerer vi, at det er for sent, sagde Mette Frederiksen.

For det er tidligt i forløbet, at det har størst betydning, hvor meget der sættes ind.

- Erfaringerne fra andre sygdomsforløb har vist, at det er effektivt at sætte ind tidligt, sagde Søren Brostrøm.

Undgå tab af liv

Danske liv er i fare, hvis coronavirus spreder sig meget i Danmark. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Mere end 3.000 mennesker i verden er døde af coronavirus. Når myndighederne beder folk blive hjemme fra koncerter og lignende, er det i håb om at undgå, at coronavirus koster danskere livet.

- Vi ønsker at afværge potentielt tab af menneskeliv, sagde Mette Frederiksen.

Der er endnu ingen dødsfald som følge af Covid-19 i Danmark, men i andre europæiske lande har man kunnet kæde dødsfald sammen med sygdommen. I Frankrig tilskrives sygdommen for eksempel ni dødsfald.

Det er især ældre og svagelige, der er i farezonen. Er man ung og rask er grunden til bekymring langt mindre.

- Børn er faktisk den gruppe, som bliver mindst ramt af den ny coronavirus. Faktisk ser det ud til, at de fleste blot får mild sygdom, som hvis de var forkølede, siger Martine Grosos Aabye fra Sundhedsstyrelsen.

Facebook
Twitter