Hvorfor ender unge fra pæne hjem på kanten af samfundet?

BAGGRUND: Når unge fra helt almindelige hjem ender på kanten af samfundet, kan det skyldes, at forældrene ikke tager deres usikkerhed og drømme alvorligt.

Hos Headspace kan unge med problemer få anonym rådgivning.

For nogle unge kan det være så svært og voldsomt at få forældrene til at lytte til deres fremtidsdrømme, at det ender med misbrug og psykiske problemer.

Headspace i Aalborg tilbyder anonym rådgivning. Her oplever centerleder og socialrådgiver Karin Leth Kristensen, at det ikke kun er socialt belastede unge, der har problemer, men at også unge fra helt almindelige middelklasse hjem har brug for hjælp.

- Det er enormt sorgfuldt, når de føler sig svigtet. De oplever, at far og mor ikke interesserer sig for, hvad de går og laver, hvem de er og hvordan de har det.

- Det kan give sig udslag i, at man begynder et misbrug eller begynder at skære i sig selv, siger Karin Leth Kristensen.

En ny rapport fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser, at halvdelen af de 18-24-årige, der har problemer med misbrug, hjemløshed, kriminalitet eller får psykiske problemer, kommer fra helt almindelige hjem.

Headspace i Aalborg får også besøg af unge drenge fra velstillede hjem, som er fyldt med vrede og aggressioner, der kan komme af, at de føler sig misforstået og behandlet som små børn. Den vrede prøver de nogle gange at dulme med hash.

Skilsmisser gør ondt

Karin Leth Kristensen oplever også, at de unges problemer kan kædes sammen med forældrenes skilsmisse. Det er hårdt for de unge at være mægler, når forældrene ikke kan samarbejde.

- Men de synes, det er rigtig svært at bede om hjælp i sådan en situation, fordi de tænker, at det er almindeligt at blive skilt, så hvorfor skulle det være særlig svært for mig, fortæller Karin Leth Kristensen.

Råb om hjælp bliver overset

Hos Headspace møder man også unge, hvis råb om hjælp bliver overhørt. Karin Leth Kristensen har blandt andet talt med en 12-årig pige, der havde skrevet en stil om cutting - altså når den unge skærer i sig selv, for at gøre den indre smerte til en fysisk smerte.

- Pigen skrev helt bevidst i håbet om, at nogen greb hende og spurgte, hvorfor hun dog skrev om cutting - men signalet blev ikke fanget, siger centerlederen.

Er gode til at holde facaden

Både Karin Leth Kristensen og den ny rapport fra SFI gør opmærksom på, at vi er sene til at opdage, når unge fra såkaldt pæne hjem begynder en social deroute. De er sværere at få øje på end unge fra socialt dårligt stillede hjem.

- De unge er gode til at holde facaden, for det er ligesom dét, de har lært. Tingene skal se ud, som om alt er perfekt. Samtidig har de sværere ved at blive taget alvorligt, siger Karin Leth Kristensen:

- En ung sagde: Min far er rigtig god til at fortælle, hvor godt alting går hjemme hos os, og at jeg så sidder og kommer med et pip om, at det gør det måske ikke, jamen det bliver jo ikke hørt, for det bliver den der voksen til voksen-snak.

Karin Leth Kristensen oplever, at systemet er meget hurtigere til at reagere med støtte, hvis der er tale om en familie, som ikke er så velfungerende.

Facebook
Twitter