Hvorfor kan byturen fortsætte ved rouletten, når baren lukker om natten?

Forening mod ludomani frygter, at flere unge risikerer at blive afhængige af spil.

Når klokken nærmer sig 22, begynder stemningen rundt omkring på landets cafeer, barer og restauranter så småt at dø ud, i takt med at stederne lukker ned.

Den sidste ølflaske bliver tømt, gutterne får måske en på gensyn-albuehilsen, og kort efter strømmer folk ud og sætter kursen hjemad.

Men sådan er det ikke alle steder.

I nogle byer er der mulighed for at forlænge byturen til ud på de tidlige morgentimer.

Landets seks fysiske kasinoer er nemlig ikke omfattet af myndighedernes covid-19-krav om at lukke klokken 22, som det er tilfældet med serveringstederne.

Der må ikke sælges noget fra barerne på kasinoerne, men der er rig mulighed for at prøve lykken på rouletten, ved kortspilsbordene eller spilleautomaterne - når bare man holder afstand og følger de øvrige retningslinjer om at spritte af og vise hensyn til andre gæster og personalet.

Det undrer blandt andre SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen sig over, for det sender et uheldigt signal, mener hun.

- Det er underligt, at der stadigvæk er en del af nattelivet, der har åbent efter klokken 22, når så mange andre steder i øjeblikket er nødt til at lukke. Jeg tænker, det måske er en forglemmelse, og så bør man gøre noget ved det, siger hun til DR.

Kirsten Normann Andersen vil nu tage spørgsmålet op med sundhedsministeren.

Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen ser det her som et eksempel på noget, hvor befolkningen i værste fald mister tilliden til myndighederne.

- Jeg forstår godt, hvorfor danskerne tænker 'hvordan kan det være tilladt at være på kasino til klokken fire om natten, mens vi åbenbart alle bliver ramt af corona, hvis man skal sidde til klokken 23 på en restaurant og spise en god middag færdig?'

- Vi har i Venstre et forklar eller fjern-princip. Enten kan regeringen og sundhedsmyndighederne forklare og forsvare de sundhedsmæssige restriktioner, der er. Ellers må de fjernes. Hvis der ikke er sundhedsfaglige argumenter bag, frygter jeg, at danskerne taber respekten for restriktioner, anbefalinger og henstillinger.

Frygter flere spilafhængige

I organisationen Alliancen mod Spilafhængighed kalder formand Sune Røper situationen for ’ærgerlig’.

- Vi frygter, at der er unge mennesker, der tager på kasino frem for at tage hjem, fordi der ikke er andre tilbud. De produkter, der er på et kasino, er designet til at skabe en afhængighed. Jo flere, der prøver dem, desto flere har en risiko for at blive afhængig af dem, siger Sune Røper.

- Ligesom hvis man sætter 1.000 unge til at ryge cigaretter, vil der være en risiko for, at flere af dem bliver afhængige, end hvis de ikke havde prøvet at ryge.

De seks såkaldte landbaserede kasinoer ligger i Aarhus, Vejle, København, Helsingør, Vejle, Odense og Aalborg.

I eksempelvis København er der åbent hver dag fra klokken 14 til klokken fire om morgenen. De sidste seks timer altså uden mulighed for at forsyne sig i baren, der allerede lukker omkring 21.30.

Her er Erik Jensen operations manager, ligesom han er det på Casino Marienlyst i Helsingør.

Han siger til DR, at gennemsnitsalderen på deres gæster er omkring 40 år, og sådan har det været længe. Kasinoerne er ikke blevet de unges nye gå i byen-sted.

I det hele taget er der færre, der lægger vejen forbi lige nu, og de fleste bliver i kortere tid end normalt, fordi baren lukker tidligt, forklarer han.

- Vi oplever ikke noget positivt i alt det her. Selvfølgelig driver vi et sted, hvor man kan gå hen, når eksempelvis barer er lukkede, men vi har 30 procent færre gæster nu sammenlignet med sidste år, og vi har oplevet en mærkbar faldende omsætning, siger Erik Jensen.

Frygten for, at muligheden for at prøve lykken med pengespil på et fysisk kasino, driver flere til spilafhængighed, mener Erik Jensen er ubegrundet.

- Jeg tror, der er større risiko for, at folk tager hjem og spiller online, hvor der er åbent døgnet rundt, og hvor det tager ti sekunder at komme i gang fra telefonen eller computeren.

Han påpeger, at kasinoerne kun udgør to procent af det samlede spillemarked i Danmark. Størstedelen af spillet foregår online og i spillehaller.

Hos Socialdemokratiet forklarer retsordfører Jeppe Bruus Christensen, at restriktionerne i restaurationsbranchen og nattelivet er lavet ud fra flere hensyn og ikke mindst ud fra en sundhedsfaglig vurdering af, hvor der er behov for at lave begrænsninger for at begrænse smittespredning.

- Vi gør det her ud fra et princip om at passe godt på og være i kontrol, men samtidig skal vi også sørge for, at så meget som muligt kan være åbent. Der vil altid være en afvejning og tilfælde, hvor man tænker 'hvorfor det ene og ikke det andet', men vi prøver hele tiden at holde balancen, siger han.

- Kan du forstå, at nogle synes, det er et mærkeligt signal at sende, at det lige skal være kasinoer, der er tilbuddet til folk i de større byer?

- Jeg deler selvfølgelig bekymringen i forhold til ludomani, som er et problem i vores samfund. Det er en udfordring, som skal løses, men det kan vi ikke gøre gennem vores håndtering af coronakrisen. Hvis man ikke sidder og spiller på et kasino, kan man sidde derhjemme og spille på nettet.

Jeppe Bruus Christensen påpeger, at han ikke selv har siddet med ved bordet, da corona-restriktionerne blev lavet.

coronasmitte.dk kan du se spørgsmål og svar om klokken 22-reglen til ejere af blandt andet natklubber, værtshuse, spillehaller og restauranter.

Facebook
Twitter