Hyldede Osama Bin Laden og radikaliserede unge: Nu står tidligere top-islamist frem

Yaqoub Ali var selv kernen i et radikaliseret miljø. Nu kommer han med et opråb.

(© DR)

Han vidste, hvordan han skulle læse personen. Han vidste, hvilke knapper han skulle trykke på.

Hvordan han skulle bruge folk, når det blev nødvendigt og få dem overbevist om, at det, han mente, var det rigtige.

Han vidste præcis, hvordan han skulle dyrke hadet i dem. Det indebrændte og dybe had.

Hvordan han skulle rekuttere - og til sidst radikalisere.

- Jeg var så god til det, jeg lavede. Jeg kunne teoretisk set tage en gift og beskrive den som værende honning, og så ville de drikke den. Og det er sådan, det foregår i det miljø, fortæller Yaqoub Ali.

- Det, jeg har gjort, har været at radikalisere. Det var mit varemærke.

Yaqoub Ali var i mange år en markant skikkelse i det islamistiske miljø i Danmark som leder for gruppen 'Kaldet til Islam'.

Gruppen fulgte en salafistisk trosretning med en ortodoks og bogstavtro tolkning af koranen.

I årevis talte han om hævn over de vantro, om had og splittelse – og han forsøgte ikke mindst at få overbevist andre om det samme.

Unge der kom til ham, fordi de syntes, at hans tanker var interessante.

- Jeg sørgede for at fortælle dem, hvad der var rigtigt og forkert. Du skal skabe en verden for dem, hvor du på forhånd forklarer dem, hvem der er ven, og hvem der er fjende.

- I det her miljø er der en tankegang, som er fundamentet for alt: Du er i krig, indtil der er en islamisk stat.

Men den holdning har Yaqoub Ali ikke længere. I dag vil han gøre op med sin fortid.

Det sker i 21 Søndag, hvor han står frem og giver et sjældent indblik i miljøet indefra og samtidig kommer med et opråb til samfundet.

Fra islamist til pædagogstuderende. (Foto: © Anton Unger, (c) Ritzau Scanpix / Foto: © Omid Jafi / DR Nyheder, (C) DR)

Krig og kaos

Yaqoub Ali har altid kendt til had.

Han blev født en forårsdag i det nordlige Irak for 31 år siden. Det område, han voksede op i, var religiøst præget og styret af en islamistisk gruppe.

- Der var tv-kanaler, som var forbudte. Kvinderne var tildækkede, og jeg voksede op med at skulle synge om hellig krig og det at være en rettroende muslim.

Yaqoub Ali beskriver i dag sin barndom som "fyldt med borgerkrig og kaos".

- Jeg kom fra et liv og en barndom, hvor alt handlede om at overleve.

I 2003 gik amerikanske styrker ind i Irak. Få år forinden var Yaqoub Alis far flygtet til Danmark, og da krigen brød ud, tog Yaqoub Ali, hans mor og bror samme vej.

'Hadet fik mig til at passe ind'

Den første skoletid i Danmark blev et kulturchok for Yaqoub Ali.

Følelsen af at få en skoletaske stukket i hånden og være i et klasselokale i Nordsjælland, hvor han ikke forstod et ord af, hvad der blev sagt til ham.

I flere år kæmpede han for at passe ind, for at blive accepteret og forstået - og ikke mindst lære det danske sprog og kulturen at kende.

Hans forældre blev hurtigt en del af samfundet i Danmark.

- De har altid været taknemmelige. De har begge to arbejdet og tjent penge. Begge har altid sagt, at det her er vores land. Og at Danmark har taget imod os, og at vi skal respektere det, og vi har meget at give tilbage.

Men i stedet for at følge forældrenes eksempel, bevægede Yaqoub Ali sig i en anden retning.

Han blev småkriminel allerede som 16-årig. Få år senere fik han sine første domme for vold og trusler.

I perioder kunne det 'hårde miljø' tilfredsstille ham, men det var ikke nok i længden, fortæller Yaqoub Ali i dag.

- Jeg tror, at de svigt, jeg havde oplevet gennem årene, var for tunge til, at det kriminelle miljø kunne hjælpe mig af med det.

- Så jeg søgte mod noget, som var lidt vildere, og hvor hadet var større.

Han opsøgte derfor gruppen 'Kaldet til Islam', da han var i begyndelsen af sine 20'ere.

Og han fandt sig hurtigt til rette.

- Det tog mig ingen tid at føle mig hjemme, fordi jeg havde det ekstremistiske med fra barndommen i Irak. I det her miljø blev jeg accepteret, mit had blev accepteret, og jeg kunne få lov til at udtrykke det.

Selvom gruppen 'Kaldet til Islam' kun havde en lille inderkreds, fik gruppen en stor følgerskare.

Yaqoub Ali til demonstration foran den amerikanske ambassade i 2012. (Foto: © Unger Anthon)

Hævn over Vesten

Yaqoub Ali så op til Osama Bin Laden, lederen af al-Qaeda og hjernen bag terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

Til demonstrationer råbte Yaqoub Ali op om hellig krig og jihad. Han uddelte flyers om sine budskaber, og han brugte danske politikeres udtalelser til at skabe splittelse.

- Mit budskab dengang var først og fremmest til muslimerne, at de ikke skulle gå på kompromis med deres religion og deres tro.

- Jeg mente, at der på et tidspunkt ville komme en islamisk stat, hvor vi kunne hævne alt det, som vi mente, at Vesten havde gjort.

Yaqoub Ali gik også længere. Han brugte sine talegaver på at radikalisere andre unge.

- Det var nemt. Det bedste våben for os var nogle politikeres udtalelser i debatten. Når de lød diskriminerende og hårde mod muslimerne og islam, brugte jeg det i mine taler.

Derudover brugte han et vers fra koranen, som handler om de vantro. Folk der ikke selv er tilhængere af islam.

- Der er et vers, der hedder 'de vantro vil aldrig acceptere dig, før du bliver ligesom dem'. Det kunne jeg vise med nogle politikeres udtalelser, og så var det jo bare nemt at få folk manipuleret.

Han blev så god til at kontrollere andre, at de end ikke mærkede det.

- I miljøet siger man, at man ikke tvinger folk til noget. Det er løgn.

- Jeg talte blidt til folk og forsøgte at give det tid. Så til sidst kunne de ikke se andre udveje, end den jeg ville have dem til at gå. Det var indirekte tvang.

Og at Yaqoub Ali kunne få folk til at gøre, hvad han ville, gav ham en tilfredshed.

- Jeg troede virkelig på, at jeg tjente et større mål for Gud, og at jeg var på vej til paradiset.

Yaqoub Alis skikkelse blev så markant en del af det islamistiske miljø, at hans navn har indgået i en række danske retssager om terror eller rejser til Syrien.

Nu hvor du har forladt det her miljø, bør du så ikke gå ned på den lokale politistation og fortælle dem alt om din rolle og så tage din eventuelle straf?

- Jeg har fortalt de rette myndigheder alt. Men det jeg gjorde var, at jeg radikaliserede.

- Vi kan godt fejle, og vi kan godt fejle i længere tid. Men det vigtigste er, når vi siger undskyld, at vi så retter vi op på de fejl. I hvert fald forsøger på at rette op på de fejl, vi har begået, siger han i dag om sin tid som islamist.

Fængsel ændrede hans kurs

En fængselsdom i 2018 fik Yaqoub Ali til at ændre sit syn på verden.

På sin Facebook-profil havde han synes godt om de terrorister, der stod bag angrebet på satirebladet Charlie Hebdo i Paris i 2015.

Og det var ikke den samme Yaqoub Ali, der kom ind bag fængslets mure, som trådte ud igen fem måneder efter.

- Jeg fik lov til at danne mit eget verdensbillede, end det jeg kendte fra barns ben af. Jeg fik en pause fra folk fra miljøet.

Han blev mødt af en venlighed, en accept og en kærlighed, som han ikke havde kendt til før fra danskere. Fra vagter, personale og fra politiet.

- Det knækkede mig. Jeg tænkte, at jeg ikke havde fortjent det. Jeg fik en accept og lov til at være mig selv. Det var min redning.

- Jeg er først begyndt at leve rigtigt for tre år siden. Selvom jeg havde kone og børn før det, så følte jeg ikke, at jeg levede. Jeg følte ikke, at jeg havde noget at tabe dengang. For mig var døden jo den rigtige start på livet.

Hør Yaqoub Ali fortælle, om hvad han oplevede i fængslet.

Vil modarbejde miljøet

Skægget er i dag blevet kortere og på halsen viser han nu flere tatoveringer.

Den lysegrå skjorte passer perfekt sammen med de gennemsigtige modebriller.

Engang i mellem smiler han og griner over sin opførsel i fortiden.

- Nu, hvor jeg lytter til mig selv dengang, har jeg lyst til at give mig selv en flad, fordi det lyder bare helt idiotisk og slet ikke passende til et menneske.

Han er i februar startet på pædagoguddannelsen, og han bor langt det miljø, som han nu er trådt ud af.

Under interviewet ændrer hans ansigtsudtryk sig flere gange til det mere alvorlige.

For den 31-årige mand har været ansvarlig for, at mange unge valgte at følge hans had.

- Jeg bærer et stort ansvar, det lægger jeg ikke skjul på. Det er forfærdeligt. Det er det, der holder mig vågen.

Angrer du det, du har gjort i dag?

- Klart. Det er det mindste, jeg kan gøre. Og jeg håber også, at det, at jeg står frem nu kan hjælpe til, at det går op for nogle af dem, som stadig er i miljøet eller som er tiltrukket af miljøet, at der er noget helt grueligt galt.

- Nu vil jeg modarbejde det her miljø. Jeg kender det så godt, og jeg kender deres metoder.

Yacoub Ali var med i et program lavet af Vice til DR3, da dengang han stadig var en del af miljøet. Hør ham fortælle her.

Alt har en pris

Derfor er Yaqoub Ali også bekymret for, at der længe har været stille omkring det islamistiske miljø.

- Lige så snart de bliver stille, bliver de endnu farligere for os. For hvor er de henne, hvad tænker de, hvad siger de, og hvad har de af planer?

Han mener derfor, at myndighederne fortsat skal holde skarpt øje med ekstremisterne og dem, som sympatiserer med miljøet.

- Vi skal have de rette mennesker ud og snakke med de unge først og fremmest og hjælpe dem, der ønsker at komme ud. Hvis de gerne vil have en uddannelse eller har svært ved at skrive en jobansøgning, så skal vi være der.

- Kernen af miljøet er svær at nå ind til. Men det er omkredsen, der er problemet. De mennesker er vi nødt til at få reddet og stoppet, inden de kommer helt ind.

Er du bekymret over, at du stiller dig frem?

- Det har en klar pris, og det ved vi fra før. Vi har set folk, der er kritiske imod det miljø før, og hvilke nogle drastiske midler de skal bruge for at overleve. Steder, de ikke kan færdes, steder, beskyttelse og you name it.  

Du kan se Yaqoub Ali fortælle i 21 Søndag eller på DR TV.