I Aarhus fortsætter festen i partybusser trods corona: 'Vi aflyser ikke nogen ture'

Virolog kalder busserne en 'betydelig smitterisiko', selvom kravet om mundbind er gældende.

Firmaet Barbussen.dk oplever stor efterspørgsel efter partybusser og har udsolgt for lørdagsture indtil slut september. De festende gæster er primært interesseret i kørsel efter 24, hvor caféer, restauranter og barer holder lukket. (Foto: Barbussen.dk © Barbussen.dk)

Det kan godt være, at festugen i Aarhus er blevet aflyst.

Men det betyder ikke, at al fest i byen, der er ramt af et udbrud med coronavirus, er forbi.

For mens der er indført krav om mundbind i offentlig transport, forbud mod besøg på plejehjem, og adskillige testbiler er sendt til byen, triller partybusserne lystigt videre i Aarhus.

Det siger Lasse Korthsen fra firmaet Barbussen.dk, som har otte partybusser og kører i hele landet. Han har udsolgt af lørdagsture indtil slut september og fortsætter kørslen. Flere andre selskaber, DR har talt med, har oplevet, at der er gang i forretningen for tiden.

- Vi aflyser ikke nogen ture, for vi ikke er underlagt de samme regler som barerne, som skal holde lukket efter 24. Så længe vi ikke er underlagt de restriktioner, så aflyser vi ikke, siger Lasse Korthsen.

Fordi partybusserne er underlagt regler for persontransport, er de nu også underlagt kravet om mundbind i Aarhus.

Virolog Allan Randrup tror dog ikke, at det kommer til at forhindre smittespredning.

- Jeg vil bare tillade mig at stille spørgsmål til, om folk rent faktisk kan overholde krav om mundbind og afstand efter klokken 24 med alkohol i blodet. Det er lidt at tro på julemanden, hvis jeg skal sige det helt ærligt, siger Allan Randrup, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

DR's optælling viser, at der er mindst 31 partybusser i Danmark fordelt på ni selskaber. Fire selskaber, der råder over fem partybusser, tilbyder kørsel med partybus i Aarhus.

Maskebal i coronaramte byer

Når Barbussen.dk kører ud i natten med festende unge fra Aarhus, skal firmaet altså overholde sundhedsmyndighedernes regler om brug af mundbind i offentlig transport.

- De kunder, som vi har i Aarhus, de kører selvfølgelig med maske, siger Lasse Korthsen, der også pointerer, at firmaet har oplevet aflysninger i Aarhus efter det nye mundbindskrav.

En anden, der tilbyder kørsel med partybus i Aarhus, er Kim Lærkesen. Han ejer firmaet Partybus.dk, der for tiden tager en tredjedel færre med i busserne for at kunne overholde myndighedernes råd om afstand.

- Jeg synes, vi lever op til alle krav. Et par gange har vores kunder kørt med visir på, siger Kim Lærkesen.

Virolog: 'Det er en risikoaktivitet'

Barbussens største partybus kan have 100 gæster med, og som lovgivningen er i dag, kan firmaet fylde bussen op og stadig holde sig inden for forsamlingsforbuddets regler.

Men alkohol, fællessang og små lukkede rum går ikke hånd i hånd med ønsket om at begrænse smitten med coronavirus i Aarhus.

- Formelt er det ikke ulovligt, men det er ikke hensigtsmæssigt set fra et virologisk synspunkt, siger Allan Randrup.

Når man råber eller synger, dannes der aerosoler, som er små luftbårne partikler eller dråber, der synes at udbrede smitten i lukkede rum. Virologen kan ikke forestille sig, at ventilationen i en partybus er særligt effektiv, eller at der kommer meget frisk luft ind i bussen.

- Der er en betydelig risiko for, at hvis der er en smittet i sådan en bus, så bliver de andre også smittet. Så det er en risikoaktivitet, siger Allan Randrup.

Når det er sagt, kalder virologen partybusser for 'et nødvendigt onde'. De unge vil feste, og hvis de tager på tur i en partybus i stedet for til en stor strandfest, så er det bedre, fordi selskaberne trods alt er relativt små.

Lasse Korthsen fra Barbussen er enig.

- Den store forskel er, at vi kører med lukkede selskaber, og at vi ikke samler folk op rundt omkring. Hvis vi har en booking på 20 mennesker eller på 80 mennesker, så er det dem, vi henter, siger Lasse Korthsen.

  • Barbusser er indrettet som kørende diskoteker. (Foto: Barbussen.dk © Barbussen.dk)
  • Barbusser er indrettet som kørende diskoteker. (Foto: Barbussen.dk © Barbussen.dk)
  • Barbusser er indrettet som kørende diskoteker. (Foto: Barbussen.dk © Barbussen.dk)
1 / 3

Politikere uenige om partybusser

Torsten Gejl, der er transportordfører for Alternativet, vil forbyde partybusser for nuværende.

- Alternativet vil forbyde partybusser på grund af den smitterisiko, de udgør, siger Torsten Gejl efter at have forhørt sig med Alternativets Unge.

Han mener, at partybusserne strider imod de tiltag, man har lavet i Danmark for at inddæmme smitten, og at det sender et dårligt signal.

- De her selskaber udnytter et hul i loven, hvor fester efter klokken 24, der ellers ville have været forbudt, kommer til at høre under transportlovgivningen. Mundbindskravet viser netop det absurde i dette, siger Torsten Gejl.

Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for Venstre, vil ikke tage stilling til, om partybusser skal forbydes eller ej.

- Jeg synes ikke, politikerne skal kloge sig her. Vi må jo kræve, at de her firmaer kan overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Hvis ikke de er klare, så bør sundhedsmyndighederne straks opdatere deres regler, siger Kristian Pihl Lorentzen.

DR har også spurgt sundhedsordfører fra Radikale Venstre Stinus Lindgreen til sagen. Han skriver i en sms, at han vil gå til ministeren for at få opklaret, hvorfor der gælder andre regler for partybusser.

- Det lyder som en helt igennem dum ide. Jeg vil høre ministeren, hvad de falder ind under, og hvorfor de er undtaget - hvis de er, skriver Stinus Lindgreen.

Direktøren fra Barbussen er uenig i kritikken.

- Vi har ingen udskænkning og er hovedsageligt et transportselskab. Om reglen så er fornuftig eller ej, det forholder jeg mig ikke til, siger Lasse Korthsen.

Efter at denne artikel er blevet skrevet, er de politiske partier blevet enige om, at barer kan holde åbent til kl. 02, hvis de ikke lukker nye gæster ind efter kl. 23.

Facebook
Twitter