I dag introduceres "intelligente" fartbump på Øresundsbroen

Fra i dag tager selskabet bag Øresundsbroen et nyt fartbump i brug, der kun kan mærkes, hvis bilisten kører for stærkt.

Det er livsfarligt for de ansatte i betalingsanlægget på Øresundsbroen, når bilister med Brobizz kommer blæsende igennem. Derfor introducerer selskabet bag Broen, Øresunds Konsortiet, i dag en ny, dynamisk fartdæmper, der skal give fartsynderne en fysisk påmindelse om at sætte farten ned.

Systemet består af en lem i vejens bredde, der kan sænkes automatisk. En radar vil registrere den passerende bils fart og advare med lysblink, hvis det går for stærkt. Sænker den farten, aktiveres faldlemmen ikke.

- Herlig idé

Ideen om en anordning, der kun er til gene for dem, der kører for stærkt, tiltaler direktøren for Rådet for Sikker Trafik, Mogens Kjærgaard Møller.

- Det er herligt med intelligente løsninger. Og hvis der så er nogen, der mister et par fjedre på det, så må man sige, at det er selvforskyldt, siger han.

Anlægget er en arbejdsplads

Han mener dog, at det er ærgerligt, at folk ikke af sig selv respekterer hastighedsgrænsen.

- Der går jo folk ude omkring betalingsanlægget. Det er en arbejdsplads for mange mennesker, derfor er det jo ganske uforståeligt, at folk ræser igennem. Der er alt mulig god grund til, at man har indført den her ordning, siger han.

Tages i brug i dag

Betalingsanlægget ligger på den svenske side, og bumpene er installeret i de fire Brobizz-baner, der går mod Danmark. Mogens Kjærgaard Møller glæder sig til at se resultaterne fra Sverige, inden man forsøger sig med den samme slags bump i Danmark.

Øresunds Konsortiet oplyser til DR Nyheder, at de dynamisk fartdæmpere tages i brug umiddelbart efter demonstrationen i dag. De fortæller desuden, at bumpene ikke er placeret i sporene mod Sverige, fordi bilisterne alligevel skal sænke hastigheden på grund af toldens foranstaltninger.

I videoen i toppen af artiklen kan du se, hvordan systemet virker.

Facebook
Twitter