I går var smittetallet det højeste i halvanden måned, men der er ingen grund til bekymring - endnu

Smitten vil formentlig fortsætte med at stige hen over efteråret og vinteren.

Lige nu fylder corona ikke meget på de danske hospitaler. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

De daglige corona-smittetal har været let stigende i snart en måned - og i går blev der målt det højeste daglige smittetal siden 1. september.

Helt præcist lød smittetallet i går på 789 nye smittede.

Men skal vi være bekymrede over et stigende smittetal, som situationen er nu, hvor godt 75 procent af den danske befolkning er vaccineret?

Nej, ikke som det ser ud lige nu, lyder svaret fra afdelingslæge og lektor Christian Wejse fra Aarhus Universitets Hospital.

For antallet af indlagte med coronavirus på de danske hospitaler er stadig under 100 og har været det længe.

- Med det antal indlagte, vi har nu, er det ikke et stort problem, siger han.

Også overlæge på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital Christian Wamberg vurderer, at der er styr på tingene trods stigningen.

- Overordnet ser det fint og stabilt ud, og jeg synes, at vi har godt styr på epidemien, siger han til Ritzau.

Derfor fylder det heller ikke meget ude på hospitalerne, understreger han.

- Vi forventer dog en stigning i indlagte. Vi forventer at komme til at se dem, der ikke er vaccinerede, på hospitalerne. Det er også de uvaccinerede, yngre mennesker under 50 år, vi ser nu, lyder det fra Christian Wamberg.

Vinteren kommer

Der er altså styr på tingene lige nu. Så langt så godt. Men vi kan formentlig godt vænne os til tanken om, at smittetallene kommer til at fortsætte med at stige, vurderer Christian Wejse.

For som det er med den slags virus, arbejder årstiderne lige nu mod os.

- Vi har jo nok at gøre med, at stigningen lige nu er årstidsbestemt. Vi er på vej mod vinteren og opholder os derfor mere inden døre. Så kan vi lettere smitte hinanden, siger han og fortsætter:

- Så er der måske også den faktor, at vaccinernes effekt aftager over tid. Man er bedst beskyttet af antistoffer de første seks måneder, og der er efterhånden mange, der er vaccineret for mere end seks måneder siden, så de vil være lidt mere modtagelige overfor smitte.

Samtidig understreger han, at der jo stadig er en del, der ikke er vaccineret - enten fordi de er så unge, at de ikke er blevet tilbudt vaccinen, eller fordi de ikke har valgt at tage mod tilbuddet om en vaccine.

- Der vil vi nok se, at de i højere grad vil blive smittet hen mod vinteren, siger Christian Wejse.

Værst på Vestegnen

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyste i tirsdags, at det såkaldte kontakttal er beregnet til at være 1,0. Det betyder, at smitten er stabil og ikke udvikler hverken stiger eller falder.

Men han sagde samtidig, at beregningen er usikker, og at der er andre tal, der lige nu tyder på, at smitten igen er stigende.

Han henviste til, at andelen af positive prøver i de daglige coronatest er gået fra 0,9 for tre uger siden til nu at være 1,6 procent.

Lige nu er smitten mest udbredt i en række kommuner rundt om København, særligt på Københavns Vestegn. Netop kommunerne på Københavns Vestegn har samtidig den laveste tilslutning til vaccinerne.

- På sigt kan den her stigning jo også komme til at betyde, at vi igen får flere indlagte på hospitalerne. Men det kommer bare først for alvor et par uger efter, at smittetallene stiger, siger Christian Wejse.

Trods udsigten til en kommende smittestigning er restriktionerne stadig væk, og så sent som i går forsvandt en lang række restriktioner på rejser. Og det kan potentielt skubbe lidt ekstra på smittestigningen, vurderer Christian Wejse.

- Men hvis du spørger, om der er grund til at genindføre restriktioner, så mener jeg ikke, der er grundlag for det. Det kan vi godt håndtere, lyder det opmuntrende fra eksperten.

Facebook
Twitter