I Herning har superlokal nedlukning delt skole i to: 'Det giver ikke mening'

Nedlukninger efter sogne virker ulogisk, mener skoledirektør og borgmester.

De to gymnasieelever Trine Poulsen og Karoline Thiim undrer sig.

De er sendt hjem, fordi halvdelen af deres skole, Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier, er ramt af lokal coronanedlukning.

"Bygning 1 er lukket indtil videre pga. for høj smitte i Fredens Sogn", står der på et skilt ind til det lukkede gymnasium.

Men det er kun halvdelen af skolen, der er lukket.

På den anden side af den lille vej, der løber igennem campus, Tingvej, ligger Handelshuset, hvor blandt andet erhvervskoleeleverne stadig kan møde ind.

Bygningerne ligger nemlig i en andet sogn, Herning Sogn, hvor der ikke er for høj smitte.

- Vi tænker, at det er mega unfair, at de må have åbent, og det må vi ikke, siger Trine Poulsen, men hun sammen med veninden og DR's kamerahold krydser sognegrænsen.

Giver det mening?

- Ikke rigtig, svarer Karoline Thiim.

- Det giver overhovedet ikke nogen mening, at bare fordi der ligger en vej imellem, så er der en del, der må holde åben, og en del, der ikke må, siger Trine Poulsen.

- Man mister lidt håbet. Man nåede lige at se hinanden og blive glad, fortæller Karoline Thiim.

Herningsholm Erhvervsskoler og Gymnasium er delt af corona-nedlukning. Erhvervsskolen, der ligger til højre ligger nemlig lige i udkanten af det ramte Fredens Sogn. Sognegrænsen går ved Tingvej og Lillelundvej. (Foto: Mapcreator)

Skolens direktør, Allan Kortnum, undrer sig også.

- På den ene side kan man trække lidt på skulderen af det, siger han.

- Jeg kan jo godt se det komiske i det. På den anden side må man også se det fra elevernes perspektiv og sige, at det her er decideret meningsløst, og det er jo aldrig rart at føre en ordre ud i livet, som man synes er meningsløs, siger han.

Trine Poulsen (t.v.) og Karoline Thiim går på Herningsholm Erhvervsgymnasium i Herning. Deres halvdel af skolen ligger yderst i Fredens Sogn, der er lukket på grund af for høje smittetal.

Han måtte da også søge et par minutter på nettet, før han opdagede, at der gik en sognegrænse ned gennem hans skole.

- Man kigger jo ikke på, hvordan samfundet er skruet sammen, men man finder bare nogle ældgamle administrative grænser, som ingen rigtigt vidste var der, og styrer efter dem. Det bliver enormt rigidt, siger han.

Som reglerne er, ville det muligvis havde været lovligt, at flytte undervisning af gymnasieeleverne over i de bygninger, der ligger i det åbne sogn.

Men det havde alligevel været lidt for "fiffigt", mener Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Officersskole ramt af smitte - gymnasium lukket

Flere steder i landet har det ført til bizarre situationer, at nedlukninger efter regler, der er trådt i kraft i denne uge, følger sognegrænser.

Eksempelvis er 1.200 elever på Gefion Gymnasium i København hjemsendt, selvom der ikke er nogen smittede på gymnasiet. fortæller rektor Birgitte Vedersø.

- Det er en lille smule skørt og ikke mindre, når man tager i betragtning af, at det er mindre end tre procent af vores elever, der bor her i sognet. Eleverne kommer alle mulige andre steder fra, siger hun.

I virkeligheden kan nedlukningen i Skt. Pauls Sogn i København, hvor Gefion ligger, skyldes er smitteudbrud på Hærens Officersskole på Frederiksberg.

Her er konstateret 31 smittede, og 11 af dem bor i Nyboder, der ligger i sognet, oplyser oberst Nicolas T. Veicherts, chef for Hærens Officersskole, til DR.

Modellen for automatisk nedlukning bygger på rammeaftalen om genåbning, som blev indgået af et bredt flertal i Folketinget. Den skulle gøre det gennemskueligt, hvornår en kommune bliver nødt til at lukke.

Men i regeringens referencegruppe af eksperter har man ikke anbefalet automatiske nedlukninger baseret alene på smitteudvikling i sogne, siger et af medlemmerne, Jes Søgaard

- Vi er ikke blevet konsulteret om det her. Og vi ville ikke have anbefalet så kraftige lokale nedluknigsstrategier, siger Jes Søgaard, der er professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet.

Skal se på reglerne i næste uge

Politikerne erkender, at den er gal. Da partierne i forligsgruppen sent torsdag nat præsenterede planen for den videre genåbning, fortalte de også, at de skal mødes i næste uge for at se nærmere på reglerne.

- Vi skal kigge på grænserne, ikke så meget de enkelte værdier, mere om der er nogle uhensigtsmæssigheder i den regulering, som vi har lavet nu, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S).

RETTELSE: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at den åbne del af skolen lå i Hedeager Sogn. Dette er ikke korrekt. Den ligger i Herning Sogn.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk