I Legoland og Lalandia sukker de allerede efter glade børn

Coronakrisen slår hårdt hos forlystelsesparkerne, der skulle have åbnet i weekenden.

I denne weekend skulle Legoland i strålende solskin have slået dørene op til en ny sæson, men det lader sig ikke gøre. Åbningen er indtil videre

udskudt
til slutningen af april på grund af coronavirus.

Det er noget, der kan mærkes i en by som Billund - en by, der huser to af landets mest besøgte attraktioner. Udover Legoland trækker Lalandia også tusindvis af glade gæster hvert år.

I Legoland har man 1,7 millioner besøgende hvert år, og det er usandsynligt, det antal kan nås i år. Åbningen er foreløbigt sat til den 24. april.

- Det er meget alvorligt og kritisk.

- Jeg er ret sikker på, at vi ikke får det antal gæster, vi plejer at få, men hvor meget, det kommer til at betyde for os, er umuligt at sige, siger Christian Woller, direktør i Legoland.

Direktør i Lalandia, Jan Harrit, står i samme situation.

- Det er alvorligt økonomisk, siger han.

Glæder sig til at se glade børn

Legoland skulle være åbnet i denne weekend. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Medarbejdere er sendt hjem, og med 680.000 gæster om året er det en mærkelig situation at stå i.

- På en dag som i dag er det normalt, at her er glade børn, der løber rundt og har det sjovt. Så det er lidt specielt, at her er tomt, siger Jan Harrit.

Han glæder sig til at se tingene blive normale igen. Lige nu står Lalandia til at skulle åbne den 14. april. Men det er fortsat

uvist
, hvornår der bliver åbnet op for forskellige aktiviteter i samfundet igen, og forlystelsesparkerne får grønt lys til at slå dørene op.

- Børnene går en hård tid i møde. Der er lidt panikstemning, så det at have ubekymrede børn på besøg, det glæder jeg mig allermest til, siger Jan Harrit.

I Tivoli København skulle der være åbnet for en ny sommersæson den 2. april, men her har man indtil videre

udskudt
åbningen i 14 dage til den 16. april.

I 2019 havde Tivoli knap 4,6 millioner besøgende.